| Notater |
- Var 1319 i hertug Henrik af Mecklenburgs tjeneste, men 1320 grev Johan III's (den Mildes) lenspligtige mand, medforseglede 1323 som den sjette i rækken af 88 holstenske adelige disses forbundsbrev, og 1326 forbundet i Nykøbing F. mellem kong Christopher, hans sønner Erik og Otto, samt hertug Henrik II mod hertug Valdemar og greverne af Holsten, 1333 med sønnen (Benedictus senior et junior dicti de Alvelde) som greve Johans tro riddere, ligeså begge 1339, og er vel den i grev Gerhards privilegiebrev for bor byen Rendsburg af 1340 nævnte hr. Benedict; samme år med sønnen medlover for Sivert Buchwald, fulgte 1341 kong Valdemar på toget mod Kalundborg, der indehavedes af hertuginde Ingeborg, og bekræftede 15 juli i lejren ved Kjærbylund næst efter provsten hr. Peder Vendelbo kongens og Hansestedernes forbund til bekæmpelse af de røveriske holstenske adelsmænd.
Slægten von Ahlefeldt I.
Den ældgamle holstenske Adelsslægt af Ahlefeldt (i latinske og nedertyske Diplomer tidligst og i Flæng skrevet de (van) Alevelde (Alvelde) og Anevelde (Anvelde) fører et ejendommeligt sammensat Våbenmærke. Det på langs delte Skjold viser i højre Felt en (hvid eller sort) Ørneflugt (i blåt), det venstre Felt tværdelt tre eller fem Gange eller to (røde) Bjelker (i Hvidt); Hjelmtegnet en (hvid) Hund (Rakke eller Støver) med (rødt) Halsbånd, siddende på en (rød) Pude med (gule eller Guld) Kvaster. Samme Våbenmærke føres af tre andre holstenske Adelsætter: Rumohr, Rastorp og Bosendal, hvis ældste fælles Stamfader mulig er indkommen til Holsten fra Greverne af Schauenburgs Hjemstavn Hannover-Westfalen efter at Greve Adolf II i 1143 var bleven Herre over Kernen af Vagirernes Land, der omfattede Segeberg, Neumünster, Reinfeld, Bornhöved, Eutin og Süsel, senere også af dets nordlige Del Oldenburg, Lütjenburg-Kiel og hele Kyststrækningen med Femern. Ifølge Helmold fandt Grev Adolf Landet hærget og øde og indkaldte derfor Folk fra hinsides Elben og anviste særligt dem fra sit Hjemlands Bolig nær ved sit Herskersæde, Bjergslottet Segeberg, medens han gav Vegirernes Undertrykkere Holsaterne Lov til at nedsætte sig i Neumünster og Bornhöved.
Da nu den mand, der af nedenanførte Grunde må antages at være Slægten Ahlefeldts ældste Stamfader, den 1220 forekommende Benedictus de Prodole, der netop var bosiddende i Perdöl i Bornhöved Sogn, er der størst Sandsynlighed for at Ahlefeldterne og deres Stamfrænder har været Holsater. Den Omstændighed, at fornavnet Benedict følger Søn efter Fader gennem de første fem påviselige Generationer af Slægten Ahlefeldt, begrunder i Forbindelse med de topografiske Forhold den fremsatte Formodning om dens Udspring. Benedictus de Prodole forekommer 1220-21 sammen med sin Broder Scacco, sikkert identisk med den 1245-53 levende Scacco de Rumor, den ældste kendte Stamfader til Slægten Rumohr, til hvilken dette Fornavn tidligst er Knyttet som Særmærke.
1270 forekommer Benedictus af Norce (Nordsee), som da bortplantede et Bol i Blomendal, Nortorf Sogn, i hvilket Stamgården Rumohr ligger; endnu 1339 ejede Markvard og Johan Rumohr flere Bol i Landsbyen Blomendal, og først 1469 afhændede Godske Ahlefeldt Resten af Familiernes Besiddelse i Blomendal tillige med Landsbyen Rumohr.
Under den dådrige Hertug Barnim I (1264), der underlagde sig hele Pommern, og hans Efterfølger Bogislav IV søgte flere Herrer af Perdöl, Nordsee, Rastorp og Alevelde til Pommern og Rügen og erhvervede Gods dér. Johan og Otto af Perdöl, Ætlinge af Benedict af Perdöl, var 1273-80 Væbnere hos Barnim I. Ved Bogislaus IV's Hof tjente 1280-85 de to Brødre Johannes og Gerhard de Alevelde (også skrevet Anevelde), den første som Køgemester og senere som Hertugens Foged vistnok på Alt Damm ved Stettin; derefter forekommer Gerhard alene som Medlover for Hertugen 1283-85, men 1287 må Brødrene have forladt Pommerne eller være døde, da Hertugen og hans Brødre overdrog Evard af Copan en Arvedel i Golnow "som havde tilhørt de af Anvelde". At Brødrene, hvis Segl ikke kendes, var indkomne fra Holsten fremgår dels af deres utvivlsomme Opkaldelse efter Brødrene Greverne Johan I af Kiel og Gerhard I af Itzehoe, dels fordi de 1281 optræder som Vidner sammen med Otto de Predole et Blok famuli, hvilken sidste tilhører den holstenske Slægt Blok, der ligesom Ahlefeldterne i Våbnet fører to Bjelker. Af Slægten Rastorp (fra Radestorp ved Preetz), der først optræder 1272 med de i Kiel bosiddende Claus, Oddo og Markvard af Rastorp, var den sidste, der 1299 kaldes Ridder, fra 1297 bosiddende i Pommern, senest 1309, da han forekommer som Medlover sammen med en Væbner Benedict (uden Familienavn: Benedictus armiger) , som antagelig er identisk med Slægten Ahlefeldts ældste påviselige Stamfader Benedictus de Alevelde, tidligst nævnt 1319.
Medens Navnene på Familierne Ahlefeldts (se nedenfor), Rumohrs og Rastorps tidligste Stamsæder i Holsten endnu er bevaret, kendes der nu ikke mere nogen Lokalitet, hvorfra Familien Bozendal kan have hentet sit Navn; dette er sikkert af slavisk Oprindelse opstået af Budiqa (Botze) en Vagthytte og Dol: Dal, et Minde om Slavernes og Holsaternes Kampe og må henføres til Dalstrøget ved det nuværende Gods Bossee, ved den vestlige Bred af den store Westensee, midt Vejs mellem Kiel og Rendsborg, hvorefter den mægtige Adelsslægt har taget Navn, og med hvis Våbenmærke, et Egern, den her bosiddende Væbner Marquard Botze 1341 forsegler. Slægten af Westensee, der allerede forekommer 1253 med Emeko af Westensee, ejede de nuværende til Sognet Westensee hørende Godser Deutsch Nienhof, Schierensee, Emkendorf (måske grundlagt af ovennævnte Emeke), Westensee og Bossee. Omkring 1350 blev Herrerne af Westensee, den mægtigste Æt i Landet næst efter de holstenske Grever, og af disse og Lybekkerne på Grund af Rov fordrevet og erklæret fredløse. Yderligere blev Slægten dødsmærket ved de store Farsoter 1348 og 1360. Hundrede År senere var Godske Ahlefeldt, hvis Forældre omkring 1250 må antages at have været fælles med de Westenseer om Besiddelsen af Sognet Westensee (:Vesten for Søen), Eneejer af samme og skrives 1470 til Bossee. At begge Ætter oprindelig har været stambeslægtede, synes også at fremgå af, at Godskes Oldefader Hr. Benedict von Ahlefeldt III ved Lybekkernes Soning af det på Markvard af Westensee forøvede Drab optræder på den efterladte umyndige Søns Vegne, antagelig som hans nærmeste Slægtning. En vovet Gisning frister til at opfatte den i det Ahlefeldtske Våben i den tidligste Tid hyppigt, og hos Rumohrer og Rastorper stedse opadvendte Vinge som en Omdannelse af en Egernhale, hentet fra Westenseernes Våben.
Den førnævnte Godske von Ahlefeldt til Bossee skrives også (1464) til Pohlsee. Dette Gods samt Blockstorp og Enkendorf (ikke at forveksle med Emkendorf), der fra først af hørte under Nortorf Sogn, inden det lagdes under Westensee, danner et Hele for sig og ejedes først af de med Ahlefeldterne våbenbeslægtede (to Tværbjelker) Familier Blok, der vel har grundlagt Blockstorf, og Stake, hvormed stemmer, at Godskes Frue på Anetavlerne angives at være Abel Stake til Enkendorf. I 1418 afhændede han og hans Brødre sammen med Hr. Johan Stake den Ret, de og deres fader havde haft til Søen Lussee på Langwedel Mark (i Nortorf Sogn), også kaldet Enkendorf Sø. Foruden det ovenfor nævnte Blomendal giver endnu en af Godskes mange Besiddelser Anledning til genealogiske Kombinationer. 1443 afhændede han Gården og Godset Grote Lubbetin (Löptien) ved Preetz, "som hans Fædre havde ejet før Ham", Stamsædet for en adelig Slægt, der også førte Tværbjelkerne i sit Våben og 1279 optræder med Markvard Lubbentin i Forening med Markvard af Rastorp. Da Ditlev Rastorp 1351 sælger Lutteke Lubbetin, tør man slutte, at Rastorper og Ahlefeldter mødes i en fælles ukendt Stamfader, der har ejet hele Godset. Også Nordsee (slav: na rjece: ved Søen) har oprindelig tilhørt Godske von Ahlefeldts Forældre. En Broder eller en anden nærbeslægtet af den ovennævnte Benedict af Nordsee var Frederik af Nordsee, der må være identisk med Frederik af Botzendal, der nævnes 1266, da han ejede Gods i Hassee i Westensee Sogn.
Efter Godske von Ahlefeldts Død omkring 1480 deltes Besiddelsen af Westensee Sogn, hvilket han (som nævnt) havde frasolgt Blomendal samt (Gross) Schierensee og Sprenge mellem hans Sønner således, at Henneke fik den nordlige Del: Bossee med Felde og Emkendorf, og Markvard den sydlige: Deutsch Nienhof, (Klein) Schierensee, med Blockshagen, som han 1499 ombyttede med Saxtorp, et Led i den Holstenske Adels Fremdrift i nordøstlig Retning over Eideren, som også hans Fader før ham havde fulgt, ved omkring 1460 at erhverve Lindau - Köningsförde i Denschwold. I Sønderjylland havde før dem Ahlefeldterne fæstet Rod på Søgård og Tørning, men i Slesvig holdt Slægten sig Længst på sine Hovedsæder Saxtorp, i 385 År, Lindau og Köningsförde endog i omkring 475 År, indtil også dette Gods afvigte År gik ud af dens Besiddelse.
Slægtsnavnet Ahlefeldt skrives, som nævnt, fra dets første forekomst i Pommern snart Alevelde snart Anevelde, den sidste form hyppigst forekommende i Aktstykker fra det 14. Århundrede og utvivlsomt også det ældste og det reneste, idet Overgangen n-l er et almindelig kendt Sprogfænomen (for eksempel: Bononia ? Bologna). Ved Anefelde, højtysk Anfall, forstås et Len, hvis Nydelse under Vasallens Mindreårighed er hjemfaldet til Lensherren og som han midlertidigt kan overdrage til en anden (jævnfør Aneveldemark ved Tønder og den i Tyskland og Danmark blomstrende Slægt Ahnfelt). Den Lokalitet Anefeld eller Ahlefeld, der kan komme i Betragtning ved Stedfæstelsen af Slægtens Hjemstavn, kan kun være den nuværende Landsby Ahlefeldt 2 Mil Nord for Rendsborg af 1339, hvori det hedder, at Byens Grænse skal strække sig fra Eideren til den sidste Grænsepæl tæt ved Hr. Benedicts (Ahlefeldts) Vold, dels ved de 1895 foretagne Udgravninger på Stedet (se nærmere Slægten Ahlefeldt I (1912, S. 27). Dets første Besiddere må herefter være de ovennævnte Brødre Johan og Gerhard de Anevelde, efter hvilke det er gået over til den føromtalte Hr. Benedict de Anevelde.
Fablen om Byen Alefeld i Hannovers Grundlæggelse ved Ridder Hunold af Schwabeck, der 1066 på Foranledning af Greve Didrik af Winzenburg udvandrede fra Schwaben til Nedersachsen og af ham blev forlenet med Byen og Borgen Alfeld og skulde være Stamfader til Slægten Ahlefeldt, skyldes den for sin Upålidelighed og Lettroenhed berygtede Krønikeskriver Joh. Letzner (død 1621). Den påberåbtes i Storkansler Greve Frederik Ahlefeldts Rigsgrevepatent og fandt lige til den nyeste Tid Tiltro hos Slægten.
Danmarks Adels Årbog 1929 Side 15 ff, red. V. Teisen og Louis Bobé
Ejer/Kilde
Danmarks Adels Årbog 1929 Side 15 ff, red. V. Teisen og Louis Bobé
Slægten von Ahlefeldt II.
Greverne til Langeland og Laurvigen og Greverne Ahlefeldt af Eskilsmark
Standsophøjelser, Naturalisations- og Våbenbreve:
Generalmajor Frederik von Ahlefeldt til Maslev fik ved kgl. åbent Brev af 29. Oktober 1659 Naturalisation for sig og rette ægte Børn som danske Adelsfolk (efterlod kun en datter).
Kammerherre og Landråd Burchard von Ahlefeldt til Saxtorp, Colmar, Eskilsmark og Melbeck blev ved kgl. Patent af 7. Maj 1672 for sig og ægte Livsarvinger ophøjet i den danske Grevestand. Våben: Skjoldet firdelt ved et Guld Kors, på Midten belagt med det grevekronet Guld Hjerteskjold, hvori på en skarlagensrød Hynde en siddende hvid Mynde med rødt Halsbånd; 1. Felt: delt af Blåt, hvori en hvid Ørnevinge (fast på Delingen) og Sølv, hvori 2 røde Bjelker; i 2. og 3. Felt; en oprejst kronet Guld Løve i Blåt; 4. Felt: delt af Sølv, hvori 2 røde Bjelker, og Blåt; 4. Felt: delt af Sølv, hvori 2 røde Bjelker, og Blåt, hvori den hvide Vinge. Hjelmene II I III alle Guld og grevekronede: på 1 2 hvide Vinger; II et rødt og et Sølv Vesselhorn stukne gennem en Krone; III en rød Strudsfjer mellem 2 hvide og yderst 2 Guld Strudsfjer. Våbnet står i 2 med en blå Sløjfe sammenbundne grønne Palmegrene og i en fra Hjelmene nedhængende rød Våbenkappe.
Geheime-, Etats- og Landråd Friderich von Ahlefeldt til begge Søgårde, Gravenstein og Herningholm, Ridder, Statholder i Slesvig og Holsten, Guvernør og Amtmand på Steinburg, i Ditmarsken og på Langeland ophøjes under 14. December 1665 af Kejser Leopold for sig og ægte Livsarvinger i det romerske Riges Grevestand (se nærmere Slægten Ahlefeldt VI (1897), Till. S. 3 ff.).
Frederik det romerske Riges Greve af Ahlefeldt og Rixingen ophøjes ved kgl. Patent af 20. Juni 1672 for sig og ægte Livsarvinger i den danske Grevestand og oprettes Tranekjær Amt under Navnet Langeland til et arveligt Grevskab for ham og hans Slægt.
Våben: Skjoldet firdelt med blåt Hjerteskjold, hvori en kronet Guldørn; 1. og 4. Felt to Gange delt af Sølv, hvori en sort Vinge fast på Delingen, i anden Halvdel 2 røde Bjelker, og et Guld Felt, hvori 2 opstående røde Fisk mellem 12 sorte Kryds (4-4-4); i 2. og 3. Felt en i Vand gående kronet Guld Løve i Blåt. Hjelmene II I II IV alle Guld og grevekronede. I: en på rød Pude siddende hvid Hund med rødt Halsbånd; II: en halv kronet Guld Løve; III: 2 Guld Vinger; IV: 3 Påfjer og derover 5 Påfjer; en blå Våbenkappe, nedhængende over Hjelmene.
Det for Frederik Greve Ahlefeldt til Langeland og Rixingen oprettede Grevskab Langeland benådes ved kgl. Patent af 30. Marts 1677 med et særligt Våben (se Slægten Ahlefeldt VI, 9).
Kammerherre, Generalmajor Christian Ahlefeldt, Greve til Langeland og Rixingen, der ved Højesteretsdom var erkendt for Arving til grevskabet Laurvigen, fik 7. Oktober 1785 kgl. Bevilling på at Kalde og Skrive sig Ahlefeldt-Laurvigen og føre og bruge Grevskabet Laurvigens Våben sammenføjet med det grevelige ahlefeldtske. Våben: Skjoldet firdelt ved et Sølv Kors med grevekronet delt Sølv Hjerteskjold, hvori henholdsvis en sort Vinge fast på Delingen og 2 røde Bjelker; i 1. og 4. Felt: en kronet Sølv Løve stående i en Guld Hellebard i Blåt; 2. og 3. Felt: delt af Blåt, hvori en i Vand gående oprejst kronet Guld Løve, og Guld, hvori 2 opretstående røde Fisk omsatte af 12 sorte Kors. Hjelmene II I III alle grevekronede; I. en siddende, kronet Guld Leopard holdende i hver Forpote 3 røde Flag med hvidt Kors; II: en Guld Ørn; III: en på rød Pude siddende hvid Hund med rødt Halsbånd; Skjoldholdere: en Guld Løve med Sølv Hjelm, hvorpå en femtakket Krone med 7 hvide Fjer og en hvid Elefant.
Hofjægermester Greve Julius Ludvig Ahlefeldt-Laurvigen i ægteskab med Camille Jessie Baronesse Bille-Brahe til Stamhuset Egeskov fik 16. Juli 1883 Patent på, for sig og deres Afkom på Sværdsiden af føre Navnet Ahlefeldt-Laurvig-Bille og at forene de Bille'rs Våben med sit eget Våben: Skjoldet firdelt ved et hvidt Dannebrogskors med et grevekronet, delt Sølv Hjerteskjold, hvori henholdsvis en sort Vinge fast på Delingen og 2 røde Bjelker; 1. og 4. Felt: delt og 3 Gange tværdelt af Rødt og Sølv; i 2. Felt en kronet, sølvplettet Guld Løve i en krum Guld Hellebard i Blåt; i 3. Felt en i vand gående oprejst kronet Guld Løve i Blåt. Hjelmene I II III alle grevekronede; I. en på rød pude med Guldkvaster siddende hvid Hund med rødt Halsbånd; II. En halv kronet Guld Leopard, holdende i hver Forpote 3 røde Flag med hvidt Kors; III: en Påfjer mellem to af Rødt og Sølv 3 Gange vekselvis delte Vesselhorn, hvert besat med 4 Påfjer. Skjoldholdere: en Guld Løve med kronet Hjelm, hvorpå en Busk af 7 (hvide) Hejrefjer, og en Vildmand (med nedvendt Kølle).
Kammerherre Greve Frederik Ludvig Vilhelm Ahlefeldt-Laurvigen og hans ældste Søn Greve Christian Erik Julius Ahlefeldt-Laurvigen og dennes ægte agnastiske Afkom fik ved kgl. Patent af 3. Juli 1905 Tilladelse til at føre Navnet Ahlefeldt-Laurvig-Lehn samt til deres eget Våben at føje det friherrelige Lehn'ske Våben således: Et ved et udvidet Sølvkors firdelt Hovedskjold med et grevekronet Hjerteskjold; dette er delt; i 1. Felt to røde Bjelker i Sølv. Hovedskjoldets 1. Felt blåt, deri en gylden Hellebard stående Sølv Løve; 2. og 3. Felt: det Lehn'ske Våben ? ulige tværdelt af Rødt og Sølv; i øverste og mindste Felt en Guld Krone, i inderste Felt en blå Pæl, belagt med et forlænget Sølvkors; 4. Felt blåt, deri en af Vand opstigende Guld Løve; på Skjoldet 3 Hjelme; I: grevekronet med en kronet Guld leopard, holdende 3 Dannebrogsflag i hver Forpote; II: grevekronet med det Ahlefeldtske Hjelmtegn: en på en rød Pude siddende hvid Mynde med rødt Halsbånd; III: friherrekronet med det Lehn'ske Hjelmtegn: 2 Sølv Vesselhorn. Skjoldet omgivet af en rød hermelinsforet Kappe. (Våbenafbildning i D.A.A. XII, 1924).
Kammerherre, Provst for St. Johannes Kloster i Slesvig Carl Friederich Ulrich von Ahlefeldt får ved kgl. Bevilling af 25. Juni 1783 som Besidder af Stamhuset Ludwigsburg Tilladelse til at føre Navnet Ahlefeldt von Dehn og det von Dehn'ske Våben i forbindelse med sit eget.
Våben: Skjoldet delt; i 1. Halvdel delt af Blåt og Hvidt, 1. en hvid Vinge fast på Delingen, i 2. to røde Bjelker; i 2. Halvdel en sort Gryde under 3 femoddede Sølv Stjerner jævnsides i Guld. På Skjoldet en friherrelig Krone, på hvilken 2 Hjelme; I: det Ahlefeldtske Hjelmtegn; II: en femoddet Sølv Stjerne mellem 2 sorte Vinger. Skjoldholdere: en hvid Mynde og en naturlig farvet Bjørn, begge tilbageseende og med rødt Halsbånd. (Afbildning: Slægten Ahlefeldt V, 57).
Friederich August Caspar Hermann von Ahlefeldt-Dehn blev ved Patent, dateret Berlin 12. Marts 1913 ophøjet i den preussiske Friherrestand, arvelig for de af hans ægte mandlige Descendenter, der er Besiddere af det Grevelige Dehn'ske Fideikommis Wåbs i Kredsen Ekernförde (1747 ha), sålænge dette består.
Descendensen efter Lensgreve Frederik Ludvig Vilhelm Ahlefeldt-Laurvigen (? 1889) skriver Navnet Ahlefeldt-Laurvig, de øvrige af denne grevelige Linje, efter Patentet, mest Ahlefeldt-Laurvigen.
Danmarks Adels Årbog 1929 Side 15 ff, red. V. Teisen og Louis Bobé
Ejer/Kilde
Danmarks Adels Årbog 1929 Side 15 ff, red. V. Teisen og Louis Bobé
Filnavn
Slægten von Ahlefeldt - linjer og forgreninger
I. Hr. Benedict von Ahlefeldt og hans efterslægt indtil delingen i linjerne Lehmkulen-Wittmold, Bosse-Lindau og Søgård.
Linjens og slægtens første mand: Benedict I. von Ahlefeldt (ca. 1290-1341)
II. Linien til Halvsøgård, Gråsten og Bukhagen.
Første mand: Benedict von Ahlefeldt (1458-1513)
III. Linjen Lehmkulen-Wittmold.
Første mand: Johan von Ahlefeldt (ca. 1400-1464)
IV. Greverne Ahlefeldt af Eskilsmark.
Første mand: Burchard greve Ahlefeldt (1634-1695)
V. Linjen Lehmkulen-Lindau.
Første mand: Henrik von Ahlefeldt (1592-1674)
VI. Linjen Wittmold.
Første mand: Henrik von Ahlefeldt (?-1541)
VII. Godske von Ahlefeldt og hans efterslægt til Bossee og Lindau.
Første mand: Godske von Ahlefeldt (1400-1476)
---------------------------------------------------------------------------------
VIII. Linjen Köningsförde-Lindau.
Første mand: Godske von Ahlefeldt (ca. 1484-1564)
IX. Markvard von Ahlefeldt og hans efterslægt til Saxtorp, Stubbe, Quarnbek, Marutendorf, Ehlerstorf, Lammershagen og Perdöl.
Første mand: Markvard von Ahlefeldt (1433-1500)
X. Linien Nøer-Grönwold.
Første mand: Volf von Ahlefeldt (?-1424)
XI. Linjen Gjelting.
Første mand: Claus von Ahlefeldt (1470-1531)
XII. Hans von Ahlefeldt til Haseldorf og hans efterslægt til Haseldorf, Haselau, Kaden, Heiligenstedten, Kolmar, Osterade osv.
Første mand: Hans von Ahlefeldt (1440-1500)
XIII. Gehejmeråd Ditlev von Ahlefeldts efterslægt til Haseldorf, Haselau, Kaden, Damp, Saxtorp, Ludwigsburg, Olpenæs og Sehested.
Første mand: Ditlev von Ahlefeldt (1617-1685)
XIV. Linjen til Halvsøgård og Seestermüh.
Første mand: Frederik von Ahlefeldt (1558-1607)
XV. Greverne Ahlefeldt til Langeland og Laurvigen.
Første mand: Storkansler Frederik greve von Ahlefeldt (1623-1686)
Grene:
1. Ahlefeldt-Laurvigen.
Første mand: Christian lensgreve Ahlefeldt-Laurvigen (1732-1791)
2. Ahlefeldt-Laurvig-Bille.
Første mand: Julius Ludvig greve Ahlefeldt-Laurvig-Bille (1849-1912)
3. Ahlefeldt-Laurvig-Lehn.
Første mand: Frederik Ludvig Vilhelm greve Ahlefeldt-Laurvig-Lehn (1853-1905)
Personer fra Ahlefeldt-slægten som (foreløbigt) ikke kan indføjes på Stamtavlen:
Ahlefeldt, *
|
Skønnet 1290 - 1380 (90 år)
