Skift til mobilvisning 

Notater


Match 1 til 60 fra 26,582

      1 2 3 4 5 ... 444» Næste»

 #   Notater   Knyttet til 
1 October 7, 2009 (95)
Novato, California, USA 
von Bülow, Camilla Paludan (I10536)
 
2



Stephan II. Heinrich von Blois (Etienne Henri, * um 1045; † 12. August 1102 bei Askalon), Graf von Blois und Graf von Chartres, war der älteste Sohn von Theobald III., Graf von Blois und Garsende von Maine. Um 1080 heiratete er in Chartres Adela von der Normandie, eine Tochter von Wilhelm dem Eroberer. Ihr ältester Sohn, Wilhelm, wurde enterbt, vermutlich wegen Geistesschwäche, und zum Grafen von Chartres ernannt. Blois ging an den zweiten Sohn, Theobald. Der dritte Sohn des Paares war Stephan von Blois, der als Nachfolger von Heinrich I. König von England wurde, als dieser ohne männliche Erben starb und die Engländer seine Tochter, die Kaiserin Mathilde nicht für eine geeignete Herrscherin hielten. Stephan und Adelas jüngster Sohn von Heinrich von Blois, Bischof von Winchester. Eine Tochter, Lucia-Mahaut, kam beim Untergang des White Ship zu Tode. Graf Stephan war einer der Anführer des Ersten Kreuzzugs. Er schrieb enthusiastische Briefe an seine Frau über den Fortschritt des Unternehmens, kehrt aber 1098 während der langwierigen Belagerung Antiochias nach Hause zurück, ohne sein Kreuzzugsgelübde erfüllt zu haben, da er Jerusalem nicht erreicht hatte. Er wurde von Adela dazu gedrängt, eine zweite Pilgerreise zu machen, und schloss sich zusammen mit anderen, die nach ihrer vorzeitigen Heimkehr dem gleichen Druck ausgesetzt waren, dem Kreuzzug von 1101 an. 1102 wurde Stephan in der Schlacht von Askalon 57jährig getötet. (Quelle: Wikipedia.de) 
de Blois et Chartres, Etienne II Henri comte (I188952)
 
3

1 jul 2004 Cai Rantzau #4000 født før 1270 død 1350 gift før 1290 Johan Rantzau #3 født eft 1290 død eft 1351 Christine Rantzau #2 født før 1270 død. gift før 1290 Cai(Gotschalk) Rantzau #4 født 1320? død 1377 Markvard Breide #3218 død 1335 Markvard Breide #3216 død før 1353 Abel Breide #125 død. Margrethe #3217 død. Cai Rantzau #12 født eft 1355 død eft 1411 Breide Rantzau #16 født eft 1380 død 1460 Henrik Rantzau #20 født omk 1437 død 1497 gift omk 1480 Nicolaus Rathlou #3220 død eft 1406 Emeke Rathlau #126 død. Drude Rathlau #127 død 24 Aug 1451 Johan Rantzau #33 født 12 Nov 1492 død 12 Dec 1565 gift 1525 NN Buchwald #5124 født omk 1200 død. Sifridus de Bokwolde #5749 født omk 1225 død eft 1256 Sifridus de Bokwolde #5760 født omk 1270 død. Lange Sifridus de Bokwolde #5762 født omk 1295 død eft 1338 Volradus de Bokwolde #5764 født omk 1315 død eft 1353 Snote Detlew de Bokwolde #3224 født omk 1335 død eft 1410 Detlev van Bokwolde #3222 født omk 1385 død eft 1460 Olde Detlev Buchwald #133 født omk 1405 død 1487 Øllegaard Buchwald #134 født 1458 død 1538 gift omk 1480 Lambertus Hummersbuttel #3117 født før 1250 død eft 1270 Hartvig Hummersbuttel #3119 født før 1270 død 26 Feb 1309 Henneke Hummersbuttel #3121 født før 1290 død eft 1346 Hartvig Hummersbuttel #3123 født før 1330 død eft 1374 Hartvig Hummersbuttel #3125 født før 1360 død eft 1391 Alheid #3124 død. Johan Hummersbuttel #3127 født før 1400 død eft 1445 Hartvig Hummersbuttel #3129 født før 1420 død eft 1457 Magdalena Markvardsdatter? Hummersbuttel #132 død 11 Nov 1501 Henrik Rantzau #34 født 11 Mar 1526 død 31 Dec 1598 gift 30 Okt 1554 Henricus Walstorp #3078 død. Gert Walstorp #143 død. Anna Svane #3079 død. Anna Walstorp #144 født 6 Apr 1509 død 29 Dec 1581 gift 1525 Cai(Gotschalk) Rantzau #4 født 1320? død 1377 Godske Rantzau #11 født eft 1350 død eft 1407 Henrik Rantzau #232 død. Catharina Rantzau #142 død. Thetlavus de Sestath #3846 født omk 1255 død. Reimer Sested #3848 død. Otto Reimersen Sested #3850 født omk 1335 død. Reimer Sested #3852 født omk 1360 død. Otto Sested #3854 død. Abela Sehested #3080 død eft 1455 Frantz Rantzau #39 født 29 Aug 1555 død 21 Feb 1612 gift 4 Okt 1584 Thomas van Halle #5828 død. Theodoricus von Halle #3062 død 1512 nn Boch #5829 død. Frantz von Halle #148 født død 28 Sep 1557 Elizabeth de Busch #3061 død. Christine von Halle #149 født 11 Dec 1533 død 26 Jul 1603 gift 30 Okt 1554 Florentius Ramel #3060 død 1527 Christine Ramel #147 død Heilovigius ab Haue #3063 død. Frederik Rantzau #55 født 4 Feb 1590 død 13 Jan 1645 gift 5 Feb 1632 Niels Iversen Rosenkrantz #3101 født omk 1280 død 7 Sep 1355 Jens Nielsen Rosenkrantz #3099 født omk 1310 død eft 1377 Erik Gyldenstierne #3911 død. Niels Eriksen Gyldenstierne #3226 født omk 1280 død. Susanne Nielsdatter Gyldenstierne #3102 død. Edel Saltensee #3227 død. Niels Jensen Rosenkrantz #3097 født omk 1360 død. Margrethe Timmesdatter Hvitkop #3100 død. Otto Nielsen Rosenkrantz #3095 født omk 1395 død -- Okt 1477 gift før 1426 Otte Skinkel #3238 født omk 1380 død. Anne Ottesdatter Skinkel #3098 død. Cecilie Ludvigsdatter Barsebek #3239 død 7 Apr 1450 Erik Ottesen Rosenkrantz #618 født omk 1427 død 7 Jan 1503 gift 13 Jan 1456 Peder Holgersen Krognos #3240 født omk 1275 død. Stig Pedersen Krognos #3242 født omk 1295 død 5 Apr 1353 Peder Stigsen Krognos #3244 født omk 1315 død eft 1365 
de Sestath, Thetlavus (I166500)
 
4

7 Sep 1792 måske døbt? 
Eriksson, Nils (I202039)
 
5

BIOGRAPHY
Bernhardine Eugenie Désirée Clary, daughter of François Clary, a silk merchant in Marseille, and Rose Françoise Somis, was born 8 November 1777 in Marseille. Courted by Napoleon Bonaparte she had expected to marry him but her sister Julie did become the wife of Napoleon's brother Joseph. Désirée Clary married one of Napoleon's marshals, Jean Bernadotte on 17 August 1798 in Sceaux. There was only one child of the marriage, Oscar.

Jean Bernadotte was adopted by the elderly king of Sweden, Carl XIII, and in 1818 he succeeded as king of Sweden. Désirée, called Desideria in Sweden, found it difficult to adapt to the chilly northern climate and it was several years before she could be persuaded to venture to Stockholm to be crowned eleven years after her husband.

Queen Désirée, reconciled at last to life in Stockholm, lived on to see her eighty-third birthday. A month later she was suddenly taken ill at the theatre, returned hastily to the Royal Palace, and died on the stairs before she could reach her apartments. Désirée died 17 December 1860 in Stockholm. 
Clary, Bernardine Eugénie Désireé (I45759)
 
6

Holger Rosenkrantz, 14.12.1574-28.10.1642, med tilnavnet den Lærde, dansk rigsråd og teolog; søn af Jørgen Ottesen Rosenkrantz. På en dannelsesrejse i Tyskland vaktes Holger Rosenkrantz' teologiske interesse, som snart fik ham til at forkaste den lutherske ortodoksi.

Rosenkrantz mente, at den med sine filosofiske begreber var ude af stand til at skabe fromme mennesker. I stedet skulle træde en lære, der var bygget på Bibelens ord, og hvis "form" var fromhed, og herom skrev den græsk- og hebraiskkyndige han den ene teologiske afhandling efter den anden, som spredtes i afskrifter i ind- og udland. Som rigsråd (fra 1616) modarbejdede han Christian 4.s Tysklandspolitik i djærve vendinger, men blev flittigt brugt som forhandler og gik i øvrigt ind for et stærkt nationalt forsvar.

Da arbejdet som rigsråd ikke levnede ham ro til at studere, trak han sig i 1627 til kongens store forbitrelse tilbage. På sin herregård Rosenholm skrev han videre på sit teologiske system, som skulle omfatte 22 bind, hvoraf kun de to første blev fuldført (bevaret i afskrift).

I de sidste år af sit liv lå Holger Rosenkrantz i stadig pennefejde med de ortodokse lutherske teologer, især med sin tidligere discipel Jesper Brochmand. For med sin fremhævelse af det fromme liv måtte han hævde, at en kristen bliver retfærdig over for Gud både ved tro og ved gerninger. Kongen mente på sin side, at den lærde Holger "løb gal i hans store visdom".
 
Rosenkrantz, Holger (den lærde) Jørgensen til Rosenholm og Øster Vallø (I27813)
 
7

http://adkomstregistrering.navneforskning.ku.dk/gamle/adkomst/c/c000/c096.htm

1524-034 ; Gøye Ide Eskilsdatter til Tundbyholm (lever 1535) g m Henneke Volfsen Sested til Krummendieck ; Gøye Mogens Eskilsen, hr, til Krenkerup, Skærsø, Aunsbjerg og Torsjö, rigshofmester (d 6.4.1544) 1.g g m Mette Albretsdatter Bydelsbak (af Torbernfeld) til Torbernfeld, Gunderslevholm, Græsegård, Løgismose, Clausholm og Kjeldkær, 2.g g m Margrethe Clausdatter Sture, havde siden med den ufri Anne Jensdatter sønnen Falk Gøye den Yngre 1527; r 10, 18, 24, 52, r 66, 84, r 85, r 92, v 114, v 168, 249, 290; ; Sested Henneke Volfsen (IV linjen Krummendiek) til Krummendiek, Sehested, Olpenitz, Sarhusen og Drage (er d 5.10.1542) 1.g g m Ide Eskilsdatter Gøye til Tunbyholm, skilt, 2.g g m Margrethe Emmekesdatter van Damme til Hennekenborstel ; Gödelöv Gödelövs s, Torna h, Skåne ; Solberga Solberga s, Vemmenhögs h, Skåne ; Stora Harrie Stora Harrie s, Harjagers h, Skåne ; Stubbarp Gödelövs s, Torna h, Skåne ; Västra Ingelstad her ? "Ingelstad by", Västra Ingelstads s, Oxie h eller Östra Ingelstad, Östra Ingelstads s, Ingelstads h, Skåne ; Östra Herrestad Östra Herrestads s, Ingelstads h, Skåne ; Östra Ingelstad Östra Ingelstads s, Ingelstads h, Skåne  
Sested, Henneke IV. Linjen Krummendiek (I50573)
 
8

http://danbbs.dk/~stst/slaegt_dk/surn_k.htm#Kyse

Küster, Dorteha Kristina (1845 - )

Küster, Frederich Karl (1847 - 1847)

Küster, 'Fritz' Frederik Adolph (1854 - )
Købmand og værtshusholder i Odense

Küster, Georg Friederich (1844 - 1844)

Küster, Georg Ludvig (1852 - )
Forpagter af 'Telje'

Küster, Georg Ludvig (ca 1775 - )
Hollænderiforpagter på Harzhof

Küster, Hans Christian (1850 - )
Gårdejer på Kajbjerggård

Küster, Johan Christian Friedrich (ca 1803 - 1869)
Forpagter af Snoghøjgård SV for Fredericia

Küster, Johannes Christian Ludvig (1840 - Forlist 1874)
Skipper

Küster, Louise Cecilie (1842 - )

Küster, Louise Dorthea Magdalene (1849 - 1940)
Husmor i København

Küster, Ludolph Ernst (1815 - 1876)
I Nr Stenderup, senere i Hjerndrup

 
Küster, Herman Friderich (I200513)
 
9

Intet uden Gud. Konge af Danmark-Norge 1559 - 1588.

Kongen lærte aldrig at stave korrekt dansk, ganske vist var der ingen dansk retstavning, men Fr.'s var alligevel en tak værre end normalt. Man regner med han var stærkt ordblind.

Som ung blev han sendt til Malmøhus for at lære at "holde hof". Her traf han Anna Hardenberg, datter af hofmesteren på slottet. Hun blev hans elskerinde. Kongefamilien forhindrede ægteskab. Fr. II lod sig lokke med i en krig mod Ditmarsken af farbroderen Adolph af Gottorp. De vandt, men -- Fr. så nu mod Sverige (unionen), og Erik XIV af Sverige var sur over at de tre svenske kroner var i Fr.'s våbenskjold, og så begyndte den nordiske syvårskrig 1563 - 70. Opslidende, dyr og uafgjort. Efter at Anna Hardenberg havde "givet Fr. fri" accepterede han at bryllup blev aftalt med en 17 årig prinsesse fra Pommern. Pigens mor bad svigerinden tage til Danmark med datteren, men fasteren tog også sin egen 14 årige datter, Sofie, med, og fik Fr. overtalt til at tage Sofie. Ægteskabet blev i øvrigt lykkeligt. Efter syvårskrigen var der gode tider, der blev bygget meget, såvel af kongen, f.eks. Kronborg (Øresundstold), som adelen (herregårde). Søfarten blomstrer,
flåden udbygges. - De sidste år var han ret svagelig. I sin lig prædiken sagde Anders Sørensen Vedel ligeud, at "om kongen havde holdt sig lidt mere fra drik, kunne han have levet mangen god dag endnu".Ca 1560 Også danskerne begynder at tage bad. - 1560 Der opstilles fyr på
Skagen, Anholt og Kullen. - 1572
Tycho Brahe opdager en ny stjerne i Cassiopeia. - 1576 Forbud mod at holde svin i Kbh. Overholdes ikke. - 1580
Drikkevandledning ind til Kbh. - 1583 Pest i DK, 9.000 dør. - 
til Danmark og Norge, H.M. Frederik II. Konge (I33410)
 
10

Kilde. http://www.alf-inge.com/slekt/getperson.php?personID=I4173&tree=01

Nevnes 1420 og 1436, Kalles "Jeppe auf der Bohle" ved Lytgenholm.

Fra Svend Aage Mørkvigs bok: Mechlenburg - Patricierslægt gennem 500 år: "Guldsmed Jep Haysen boede i et bindingsverkshus med sadeltag på vestsiden af Flensborgs eneste handelsgade, Grosse Strasse 19, ikke langt fra det nyopførte rådhus, der havde husnummer 1. Der var iøvrigt ikke mange stenhuse i Flensborg på den tid, kun 9 huse var opført af sten, mens den største del var bindingsverkshuse. I 1436 hvorfra der findes en opgivelse af befolkningens sammensætning, nævnes guldsmed Haysen at være den eneste der har været medlem af købmandsgildet "Unsere liben Frauen" siden det blev stiftet i år 1420". 
der Bohle, Jeppe auf (I201491)
 
11
BIOGRAPHY
Princess Sophie Auguste Friederike von Anhalt-Zerbst was born 2 May 1729 at Stettin, daughter of Christian August, Fürst von Anhalt-Zerbst, and Princess Johanna Elisabeth of Holstein-Gottorp. The daughter of an obscure German prince, a suggestion by Frederick the Great of Prussia brought her on to the world's stage. When the Russian Empress asked Frederick the Great's advice about a wife for the Russian heir, he proposed Sophie von Anhalt-Zerbst. Together with her mother, she then went to St. Petersburg, embraced the Orthodox religion, and took the name of Catherine.

According to her memoirs she gained the confidence of her young husband when he told her that what he liked about her was her being his second cousin and, as a relative, could talk freely with him. Then he told her that he was in love with one of the Empress's ladies-in-waiting but had to resign himself to marrying Catherine. Not at all upset, she wrote 'I did not care about Peter, but I did about the Crown'. A year-and-a-half later, 24 August 1746 in St. Petersburg, she married him.

Catherine came to the conclusion that Peter's love affairs were probably imaginary as he spent all his time playing soldiers. She kept on good terms with her young husband as well as pleasing everyone she considered important. Nine years after their marriage, a son, Paul, was born; but as Catherine cared little for the baby, he was brought up by the Empress Elizabeth. Later on Catherine gave birth to a daughter, Anne, fathered by Stanislas Poniatowski.

In 1762 Empress Elizabeth died while Russia was at war with Prussia. Catherine's husband, now Emperor Peter III, stopped this war but remained pre-occupied with his mistress, Elisabeth Vorontsova. He began his reign with some improvements but also made some grave errors, upsetting many Russians.

Soon Catherine was scheming to depose her husband. In her efforts she was assisted by her lover, Gregory Orlov who, with his four brothers, began soliciting supporters for Catherine. When Peter III threatened to send her to a convent, the conspirators acted. At the headquarters of the Ismailovsky Guards, Catherine insisted that her actions were for the sake of Russia and the Orthodox religion. She was then conducted to the capital and proclaimed Sovereign Autocrat, while Peter III was taken to Ropsha, a country house. After he was murdered, Catherine announced that he had died of a violent fit of colic. Although Europe was scandalized and her announcement regarded as cynical, Catherine ignored the disapproval of the European courts. On the day she was crowned, she made Gregory Orlov a Count as well as her Adjutant-General. He was given rooms in the Winter Palace which had a private staircase leading to her own apartment. In private Orlov beat Catherine, but she fell even more in love with 'the handsomest man I have ever known'.

However, even though she bore him a son, Alexis Bobrinskoy, she refused to marry him. Warned that 'Madame Orlov could never remain Empress of Russia', she ignored his tirades, cried over his infidelities, yet allowed the world to know she was his mistress. Nevertheless, Catherine displayed grandeur, not only at court but also by replacing the wooden houses of St. Petersburg with stone houses, and commissioning the Italian Rastrelli to build her a palace at Tsarskoye Selo. In St. Petersburg she built another palace for Orlov. She also created the Hermitage, instructing her ambassadors to collect paintings by Rembrandt, Rubens, Raphael, Tiepolo, Titian, van Dyck and Reni. Despite all the entertainment that took place, she would rise at six in the morning and often work ten hours a day. She may not have liked France, but she loved the French language and made it the Court language. Soon anything French was fashionable.

Even though many hoped she would alleviate the serfs, she increased the master's right to punish them and turned over nearly a million free peasants to private proprietors.

In 1773 a Don Cossack, Emelyan Pugachev, claimed to be Peter III and called on people to free themselves from their slavery. His revolt started to turn into an uprising and, in the winter of 1773, he came within 120 miles of Moscow. First Catherine made peace with the Turks, then sent General Suvorov to pursue Pugachev who was betrayed by his own lieutenants. At least Pugachev was not tortured before being executed, while the execution of his followers continued for over a year.

She found that Gregory Orlov was having an affaire with Princess Golitsyna. So in 1772 she replaced him with the tall, handsome and young Alexander Vasilchikov, installing him in Orlov's apartments. However, Vasilchikov turned out to be dull, moody and a poor lover. Disliking their relationship, Vasilchikov complained that he was 'nothing more than a kept woman and treated as such'.

Orlov then had to be pacified with gifts - many gifts. For a few years he travelled through Europe before marrying his second cousin. Widowed a year later, he began to display symptoms of madness. When in 1783 he died aged forty-six, he left his immense fortune to Count Alexis Bobrinskoy, his son by Catherine the Great.

When Catherine was 44 she started her affaire with the 34-year-old Potemkin. This time she was as much attracted to his mind as to his body. He composed music and ballads and did more than anyone to end the Turkish war. Some believe she may have married him in 1774. Catherine persuaded the Austrian Emperor to make Potemkin a Prince of the Holy Roman Empire, showered him with gifts, but still could not keep him. However, before departing he provided Catherine with her next lover, the 25-year-old Zavadovsky. This started a long chain of lovers, most chosen by Potemkin: Zavadovsky, Zorich, Korsakov, Lanskoy, Yermolov and Mamonov. However, as she was terrified of venereal diseases, she insisted that all her future lovers be examined by her doctor and 'tested' by two of her ladies-in-waiting. Selected by Potemkin, he also dismissed them, but all left the Palace with a fortune.

All this shocked Orthodox Russia and even her own son Paul alluded to her as a whore. However, she was too secure in her position to worry. Her son resented both her keeping him out of the affairs of state and having taken away his two eldest sons.

In 1789, aged 61, Catherine found yet another new lover, the 22-year-old Platon Zouboff. She had lost her teeth, her face was a ruin, her body fat, her legs swollen so that she moved around in a wheel-chair, yet her sexual appetite was as strong as ever.

1789 also saw the beginning of the French Revolution which, through the following years, she followed with fascinated horror. In 1790 she ordered all Russians in France to return home. When Louis XVI and Marie Antoinette were executed, she broke off diplomatic relations and imposed six weeks of court mourning.

Potemkin came back to St. Petersburg in 1791, but then returned to the south to die six months later. In 1796 Catherine was considering to by-pass her son Paul and make her grandson, Alexander, her heir. Becoming aware of this, Paul feared of being murdered. However, before anything could be finalized, Catherine died on 6 November 1796. It was Zouboff's brother who brought the news to her son, now Emperor Paul I.

 
von Anhalt-Zerbst, Czarina Katharina II Sofie Auguste Tsarina of Russia 1762-1796 (I34541)
 
12
f. 6. Jan. 1561 i Flensborg, besøgte Skolen sammesteds, studerede 1577-82 i Strassburg, 1582 imm. i Basel, udgav her sit store Værk "Qeometria rotunda"; 1583 (7. Nov.) imm. i Padua, 1584 Prokurator, 1585 Consiliarius for den böhmiske Nation. 1585 for hele natio germanica i Padua, grundlagde dets medicinske Bibliotek og foranledigede Anlæget af en ny Kirkegaard for de her af Nationens Medlemmer afdøde, og opsattes der i Universitetets Aula til Erindring om hans Fortjenester hans endnu bevarede Vaabenskjold, hvori en sort og hvid Fugl med Indskrift; blev 1585 imm. i Siena, 1587 Dr. med. i Basel, 1590 Livlæge hos Hertug Philip af Slesvig-Holsten-Gottorp, 1591 Prof. math. ved Universitet i København, 1600-04 akademisk Værge for Vor Frue Kirke, 1603 Prof. med., Professor i romersk Ret og Rhetorik, s. A. Forstander for Kommunitetet, erhvervede et blivende Navn som Stifter af Legater for Akademikere, - død 24. april 1656 i København, 96 Aar gl., bis. i St. Rochi Kapel i Vor Frue Kirke.

 
Fincke, Thomas (I200294)
 
13
Hr. Hartvig Bryske forseglede 1379 til vitterlighed med Erik Pilemand, skrev sig 1382 til Kragerup (Løve herred) og købte da Hørby (Tusse herred) af sin frænde hr. Thure Knudsen (Dyre), forseglede 1387 blandt den sjællandske adel hyldingen og skal samme år have ejet Dallund, hvilket sidste heller næppe er rigtigt, var 1400 ridder, pantsatte 1403 Hørby til hr. Christiern Holck og 1408 halvparten af Kragerup til hr. Zabel Kerkendorp og skrev sig da til Tersløse (Merløse herred), som han formodentlig havde i forlening af Roskilde bispestol, pantsatte også samme år sit gods i Næsby.
Hr. Hartvig B. (S. 121) ejede også Skaftelev (Arne Magn. XI. 39). [2]
Hr. Hartvig Bryskes første kone Kristine, var altså datter af Niels Stigsen Hak og således ikke af slægten Neb (A. Bøgh). [3]

 
Bryske, Hr. Hartvig (I64297)
 
14
Langesøs store sagnfigur er fru Ide Rathlou, som døde år 1700. Hun var gift med Adolf Hans Holsten, der gik bort 1694. Han havde været en lærd mand og forstod at holde sin overmåde standsbevidste og ret stridbare frues vældige foretagsomhed inden for passende rammer. Men i de seks år, hun sad enke på Langesø, var det ikke morsomt at være bonde på godset.
Der findes et maleri af fruen; hun har set ganske godt ud, og der kan ikke herske nogen tvivl om, at hun tillige var et stolt fruentimmer. På hovedet har hun en baret med farvede strudsfjer, der danner plumager ned over håret med de lange slangekrøller. Holdningen er rank og selvbevidst. Hun vender siden til, og beskueren får en albue lige i synet. Den er smuk, bevares, men tillige spids.
Fru Ide forlangte en meget høj arbejdsydelse af sine bønder. Dog hørte hun ej heller til dem, der selv lå på den lade side. Aldrig var hun ledig. Selv når fruen var ude på køreture eller sad i kirken og overværede gudstjenesten, spandt hun på en ten, som hun medbragte.
Ide Rathlou førte en lang række processer mod godsets bønder, og det var vel hovedårsagen til, at de talte så ilde om hende. Det hed sig bl.a., at når hun så små børn, der gik og plukkede aks af kornet på hendes marker, lod hun sine folk gribe dem og bringe dem til sig, hvorpå hun klippede fingrene af de søde små med sin brodersaks, for at de ikke tiere skulle falde i fristelse.
Ganske det samme fortælles om fru Ingeborg til Voergaard i Vendsyssel, og opspind og fabel er det naturligvis altsammen. Hvad man imidlertid med sikkerhed kan fastslå er, at populær var fru Ide ikke.
En dag deltog fru Ide Rathlou i et selskab, hvor også en præst var tilstede, og han gjorde sig til talsmand for den - efter fru Ides mening - helt forskruede opfattelse, at også arbejdsfolk og bønder dog var mennesker for Gud og fuldt så gode som både adel og præsteskab. Nådigfruen tilkastede pastoren et meget unådigt blik, hvorpå hun mælede:
"Om så hele gejstligheden tillader, at arbejdsfolk og bønder kommer i himlen, så gør min søn og jeg det ikke!" Hvorefter Vorherre havde sig at rette.
Siden fandt hun anledning til at drøfte slige sager med præsten nok en gang og spurgte, om det virkelig kunne være hans mening, at herremændene og deres fruer i himlen måtte dele bænk med bønderne. I så fald var forholdene der jo helt forskellige fra, hvad de var i kirken, hvor herskabet havde sin egen stol.
Pastoren kunne berolige hende med, at adelen sandelig også i himlen havde en bænk for sig selv. "Men", føjede han til, "den er slemt støvet, for det er så sjældent, at nogen kommer og sætter sig på den".
Fru Ide yndede at færdes med maner. Hun kørte altid i en stor, statelig karosse forspændt fire sorte gangere med plumager på hovedtøjet, blinkere og seletøjsbeslag af det rene sølv.
En aftenstund, da hun var blevet 66 år gammel - det var i året 1700 - bød hun kusken spænde for karossen. Hun satte sig ind og sagde, at han skulle køre. "Ja, men hvor skal jeg køre hen?" spurgte kusken.
"Lad du kun hestene løbe, som de har lyst til, så skal du se, at de nok finder den rette vej", lød svaret.
I lang tid strøg hestene af sted med voldsom fart, og deres sider gik som blæsebælge, medens skummet i flager fløj fra mulerne. Kusken syntes, det var som om de fløj gennem luften, men han kunne intet rigtig se, fordi det var så mørkt.
Pludselig sagtnede hestene farten, og snart efter rullede ekvipagen ind foran en stor, dyster borg, Her stod fru Ide Rathlou af og gik hen og bankede på den store port, hvor hun straks blev lukket ind. Da hun ikke kom ud igen, listede kusken hen og tittede ind gennem et vindue, og der så han, at fru Ide måtte danse med nogle sorte kavalerer
Så var kusken nok klar over, hvor man befandt sig. Han skyndte sig at liste tilbage til vognen, satte sig op på bukken og vidste ikke rigtig, hvad han skulle gøre.
I det samme gik porten op, og fru Ide kom ud. Hun vaklede hen til vognen, satte sig ind og bød kusken køre hjem. Også denne gang skulle hestene nok finde vej. Det gjorde de virkelig, og efter at de havde løbet en stund, drejede de ind på en vej, som også kusken kendte. Snart efter var man hjemme på Langesø.
Næste morgen fandt man fru Ide Rathlou liggende død i sin seng, og hun blev begravet på Vigerslev kirkegård. Man kan imidlertid nok sige sig selv, at efter den måde, hvorpå hun var død, fik hun ikke fred i graven, og længe varede det ikke, førend man atter kunne se hende køre rundt på vejene i Langesøs omegn. Det skete stadig med maner, men nu altid om natten, og de fire sorte heste for karossen havde gloende øjne og flammende tunger, så der er ingen tvivl om, at de kom fra et meget varmt sted. Hver evige nat skulle dette spøgeri gennem landsbyen Rue og altid forbi smedjen, som lå ud til vejen. Det larmede, raslede og skumplede, og den gode smed fik sin nattesøvn aldeles spoleret. Det blev han efterhånden grundigt træt af, og en aftenstund besluttede smeden at spærre vejen for spøgelseskareten. Det skete ved, at han dryssede en forsvarlig mængde hørfrø tværs over vejbanen, for det er en kendt sag, at over hørfrø kan intet spøgeri gå.
Så lagde vor smed sig ellers veltilfreds til ro, vis på at den nat ville han allenfals få lov til at sove uden forstyrrelser. Han blev imidlertid klogere: Kort efter at midnatstimen var slået, blev der en larmen og regeren uden for smedjen, og pludselig tog det til at knage og brage i huset, som skulle det styrte sammen. Til sin rædsel så smeden karossen køre gennem stuen forbi hans seng og forsvinde ud gennem den modsatte væg.
Det var mere, end han kunne tage: Han stod op, gik ud af huset og fik i hast hørfrøene fejet bort, så kareten kunne passere når som helst, det var belejligt før fru Ide.
Derefter kom turen til huset, som han ventede at finde helt ødelagt, men det havde overhovedet ingen skade taget, eftersom kareten jo ikke var af denne verden.
I små hundrede år kunne man møde fru Ides karosse på egnens veje ved nattetid, og det spøgte så slemt på Langesø, at det skulle være den egentlige årsag til, at man valgte at rive hovedbygningen ned og bygge en ny.
Det hjalp imidlertid ikke det mindste, for nu slog hun sig i stedet løs i den nye. Til sidst måtte man have fat i den navnkundige præst Rasmus Balslev fra Haarslev. Han mødte en midnatsstund karossen ved den såkaldte Sorte-mose, og her stod der en voldsom dyst mellem ham og fru Ides gespenst. Det endte dog med, at præsten fik magten, og det besværlige damespøgelse sank ned i sumpen, hvor der rammedes en svær egepæl igennem hende, så hun blev bundet til stedet. Hvad der skete med karossen og hestene, melder historien intet om.
I lange tider sås denne manepæl, men engang omkring midten af forrige århundrede forsvandt den. Om fru Ide ved den lejlighed blev fri, eller om hun endnu sidder på bunden af mosen og kukkelurer, kan man ikke vide. Et er imidlertid sikkert: Møder man en nat ved Langesø en karosse med sort firspand, er det klogt at komme af vejen i en fart, for da er det sikkert fru Ide, og hun er ikke til at spøge med.
 
Rathlou, Ide til Langesø (I200188)
 
15
Lærd; begavet; rig; skulde have reist med Kronprinds Frederik
[1]
115 Elsebeth [Jacobsdatter] Mumme i Hammer præstegård. 20.9.1693. Nr.36.
E: Henrik [Jensen] Stampe, præst i Hammer, Horsens, Suldrup og Ajstrup. B:
1) Elisabeth Stampe 16
2) Hans Stampe 15
3) Ejler Stampe 14
4) Cathrine Stampe 12
5) Jens Stampe 11
6) Jacob Stampe 8
7) Dorthe Kirstine Stampe 7
8) Hans Nikolaj Stampe 4
9) Bodil Marie Stampe 1.
FM:
1) farbror Hans Stampe, rådmand i København
2) søskendebarn Nikolaj Jacobsen Holm.
[Første ægteskab med forgænger Hans Jensen, begravet 30.4.1675].
[3]
225 Henrik [Jensen] Stampe, præst i Hammer, Horsens, Sulsted og Ajstrup. 20.4.1711. Nr.16.
E: Marie Lauridsdatter Vitløf. LV: Jens Pedersen Brøndlund, præst i Øster Brønderslev og Hallund. B:
9) Elsebeth Stampe 17
10) Laurids Stampe 15
11) Kirsten Stampe 11
12) Hans Stampe 9
13) Anne Marie Stampe 7
14) Frederik Stampe 6
15) Henrik Stampe 2.
Første ægteskab med Elsebeth Jacobsdatter Mumme, [skifte 20.9.1693 lbnr.115]. B:
1) Elisabeth Stampe g.m. Christen Christensen, rådmand i Holbæk
2) Ejler Stampe, præst i Torsted og Lendum
3) Cathrine Stampe g.m. Peder Christensen Holst, købmand i Ålborg
4) Jens Stampe, præst i Hammer, Horsens, Sulsted og Ajstrup
5) Jacob Stampe, købmand i Ålborg
6) Dorthe Kirstine Stampe g.m. Anders [Hansen] Harding, præst i Sjørring og Torsted
7) Hans Nikolaj Stampe 22
8) Bodil Marie Stampe g.m. Bertel Langballe til Nebel [i Vester Vandet sogn] i Thy.
[4]
 
Stampe, Henrik Jensen (I3994)
 
16
Marsk Evert Moltkes kone Kirstine/Kirsten Timmesdatter var en søster til hr. Niels Jensen (Rosenkrantz)'s ditto - begge havde arvet andele i godset Tange på Fyn (jvf. Thiset i Pers. Tidsskr. III.rk. bd. 3, 1894 s. 119ff). Niels Jensens kone, Margrethe var ifl. DAA 1985-87 s. 676 en Timmesdatter Hvitkop. Fru marsken blev efter dennes død 1380/81 gift med Henning Podebusk d.y. (III).
Hvis tilnavnet Hvitkop står til troende, hvad også Thiset nævnte sted, tilhørte de damer slægten Krummedige - og altså ikke Abildgaard-slægten.
(email fra Anders Bøgh 11. maj 2015).
solgte 1404 Tange til dronning Margrethe.

 
Krummedige (Krummendiek), Kirsten Timmesdatter (I163963)
 
17
Mogens Greve Friis til Favrskov (1651-72), Skumstrup (Vilhelmsborg) i Ning H. (1651-62), Østergaard i Ning H. (1651), Torupgaard (Frisenvold) i Galten H. (1661), Ormstrup (Frisholt) i Hovlbjerg H. (1661-72), Halv Vadskærgaard (1661-62, hele 1662-63), Østergaard i Hovlbjerg H. (1661), Løjstrup i Galten H. (1662), Hagsholm i Hovlbjerg H. (1662), Kollerup i Galten H. (1662), Slumstrup i Bølling H. (-1672), Palstrup i Lysgaard H. (1663-65), Boller i Bjærge H. (1664), Aastrup på Sjælland (1664), Jernit i Gern H. (Friisenborg) (1665), Tulstrup i Hovlbjerg H. (1665) og Lyngballegaard i Sabro H. (1665), begge lagt under Grevskabet, samt Møgelkær i Bjærge H. (1673).

Fra 1634 paa Herlufsholm, 1642-43 på Sorø Akademi, derefter uden Lands, imm. 1644 i Leiden, samme år hjem og Sekretær i Danske Kancelli, ledsagede 1645 de danske Sendemænd til Fredsforhandlingerne i Brømsebro, 1646 atter uden Lands (Paris), ledsagede 1650 Grev Chr. Rantzau til Paris, 1652-64 Lensmand paa Helgeland i Nordlandene, 1656 forlenet med Tønsberg Provstigods, samme år Landkommissær i Jylland, 1657 Generalkommissær ved de allierede Hære, 1658 (23 Juli)-1672 (11 Aug.) Rentemester, Kammerråd og Medlem af Skatkammerkollegiet, 1664 Lensmand over Lister og Mandal, 1671, 25 Marts, optaget i Grevestanden, 12 Okt. samme år hvid Ridder, oprettede 1672, 6 April af Torupgaard Baroniet Frisenvold (ophævet 1683), erigerede s. D. af Jernit, Lyngballegaard, Tulstrup, Hagsholm, Østergaard i Hovlbjerg H. og Enslev Grevskabet Frijsenborg; 1673 (16 Juni) Etats- og Justitsråd, Assessor i Statskollegiet og Højesteret, 1674 (12 April) Gehejmeråd og Stiftsbefalingsmand over Aarhus Stift samt Amtmand over Havreballegaard, Kalø og Stjernholm Amter; efterlod en stor Bogsamling, som kom til det kgl. Bibliotek.

Person-ID I 
Friis-Frijsenborg, Mogens greve (I27001)
 
18
REMARKS:
Crusader

BIOGRAPHY
Philippe was born in Gonesse on 22 August 1165, the son of Louis VII, king of France and his third wife Alix de Blois. Philippe's father died in 1180 when he was fifteen. In 1180 he was betrothed to the ten-year-old Isabelle of Flanders, comtesse d'Artois, and the nuptials took place in 1184. They had a son Louis in 1187, but in 1190 she died just after giving birth to stillborn twins.

After losing his child-wife Philippe II August went on crusade, but he hurried back to marry again for the sake of his dynasty as his son Louis was a sickly child. He needed the daughter of a king, and on 14 August 1193 he married Ingeborg (Isambour), daughter of King Valdemar of Denmark. Arrangements had been made for her to be crowned queen on the day after the nuptials. However, during the wedding night Philippe's feelings changed to revulsion.

Before an assembly in Compiègne, fifteen duly sworn witnesses, twelve of them from the king's family, solemnly calculated the degrees of consanguinity between Ingeborg and Philippe's first wife Isabelle of Flanders. This solution was not accepted by Ingeborg's brother, the Danish king, who appealed to Pope Celestine III, claiming the genealogies to be wrong. Abbot William of Ebelholt, a cleric in Denmark, prepared a genealogy of Scandinavian kings, a document which is still preserved today and is one of the sound genealogical sources about early Scandinavian royals. The genealogy demonstrated that Ingeborg was not too closely related with the counts of Flanders, because Adela of Flanders, wife of King Canute IV of Denmark, was not her ancestress. However the pope gave Philippe no more than a warning.

The Finnish genealogist M. Sjöström has pointed out recently that in the conflict another relationship had been overlooked. Ingeborg was a 6th generation descendant and Philippe a 5th generation descendant of Jaroslav I of Kiev, a degree of consanguinity that would have been sufficient canonical obstacle to marriage, because in those days marriages were forbidden between persons within seven generations of descent from a common ancestor. Therefore Philippe seems to have been correct in claiming that his marriage with Ingeborg was canonically invalid because of consanguinity.

In June 1196 Philippe married the beautiful Agnès de Meran. With Ingeborg still alive this was bigamy. The new pope, Innocent III, ordered Philippe to part from Agnès. Laying France under an interdict, the pope wanted to suspend all religious services. Negotiations were to last fifteen years; in the event, because of an upsurge of the Cathar movement, the interdict was not applied.

In 1200 Philippe gave a charter to the University of Paris. In 1201 in Soissons the Church confronted Philippe over his bigamy. However, after a fortnight of argument he departed, taking Ingeborg with him. On 29 July 1201 Agnès de Meran died and Philippe could no longer be regarded as a bigamist. In November of that year, the pope acknowledged the legitimacy of the two children of Philippe and Agnès. In 1205 a 'damsel from Arras' bore him a bastard son. As Philippe would have nothing to do with Ingeborg she was spared the perils of childbearing.

As the marriage with Ingeborg had not been consummated the pope was willing to declare it void. However he had not counted on Ingeborg, who maintained that she and Philippe had slept together. To satisfy pope, king and queen, the only solution seemed to be that the queen should take the veil and enter a convent. However in April 1213 Philippe announced he was taking back his wife.

Philippe died 14 July 1223 at Mantes and Ingeborg died 29 July 1236 at Corbeil.
 
of France, H.M. King Philippe II Auguste 1180-1223 (I180790)
 
19
REMARKS:
Crusader

BIOGRAPHY
Thibaut was born about 1237, a son of Thibaut IV-I, king of Navarre, comte de Champagne, and Marguerite de Bourbon. On the death of his father in 1253 he inherited the throne under the regency of his mother and guardianship of Jaime I 'the Conqueror', king of Aragón.

Thibaut was faced early with problems of state. Until he was twenty-one, he could not normally make a ruling without the advice of a tutor, himself required to listen to the advice of twelve magnates constituted as a kind of jury. On 27 November 1251 Thibaut was to swear to accept the courts and laws ('fueros' in Spanish) of Navarre, but he did not agree to abide by the fueros and obtained the agreement of Pope Alexander IV for the introduction of the French rituals of anointing and coronation (in 1257 and 1259) to justify the divine origin of the monarchy.

The bourgeoisie supported the monarchy, showing this by paying extraordinary taxes, and the king gave them prestige and political power in return, limiting the power of the nobles. He extended the coverage of the fueros of Pamplona to the locality of Lanz, and that of Estella to the localities of Tiebas and Torralba. He founded Espinal in 1269.

He continued to improve the administration of the Royal Treasury initiated by his predecessor, and organised the first census of the population of the kingdom, which had over 30,000 residences and 150,000 inhabitants.

Before 21 July 1255 Thibaut married Isabelle de France, daughter of Louis IX, king of France, and Marguerite de Provence. The marriage did not result in progeny. By a mistress, Marquesa Gil de Rada, he had a daughter who would have progeny, marrying Pedro Fernández, baron de Hijar.

Thibaut was supported by his father-in-law King Louis IX, who played the role of arbiter in the external relations of his son-in-law. Thus King Alfonso X of Castile authorised the use of the ports of Hondarribia and San Sebastian by Navarre (needed for its exports) in Thibaut's lifetime, in return for a promise of marriage between Louis' daughter Blanche de France and Fernando de Castile de La Cerda, Alfonso's eldest son and heir.

In 1270 Thibaut sailed to the Holy Land with his father-in-law for a crusade during which the king of France died in Tunis. During his return journey from the crusade Thibaut died at Trapani in Sicily. His wife followed him four months later in May 1271. His brother Enrique succeeded him.
 
of Navarre, Thibaut V King 1253-1270 (I184037)
 
20
REMARKS:
Crusader

BIOGRAPHY
Thibaut was born about 30 May 1201, the son of Thibaut III, comte de Champagne, and Blanche de Navarre, youngest daughter of Sancho VI, king of Navarre. Called 'the Troubadour', 'the Chansonnier', and 'the Posthumous', he was count of Champagne (as Thibaut IV) from birth and king of Navarre from 1234.

Thibaut's father died before he was born, and Blanche ruled the county as regent until Thibaut turned twenty-one in 1222. He was a notable troubadour, and many of his songs have survived, including some with music.

Thibaut married three times. His first, in 1220 to Gertrud von Dagsburg, ended in divorce in 1222, on grounds of consanguinity, when he came of age. In that year he married Agnès de Beaujeu, daughter of Guichard IV 'le Grand', sire de Beaujeu, and Sibylle of Flanders. That marriage produced a daughter Blanche, but Thibaut and Agnes separated in 1227. After Agnès's death on 11 July 1231, Thibaut contracted his third marriage, on 12 September 1232, to Marguerite de Bourbon, daughter of Archambault VIII de Dampierre, seigneur de Bourbon, and his first wife Guigone de Forez. Thibaut and Marguerite had six children of whom four would have progeny, including both his successors as king of Navarre. Thibaut also had several illegitimate children.

The first half of Thibaut's life was plagued by a number of difficulties. His uncle Henri II, comte de Champagne, king-consort of Jerusalem, had left behind a great deal of debt, which was far from paid when Thibaut's father died. Further, Thibaut's right to the succession was challenged by Henri's daughter Philippe de Champagne and her husband Erard I de Brienne, seigneur de Rameru et Venisy, comte de Brienne, one of the more powerful nobles of Champagne.

The conflict with Erard and Philippe broke into open warfare in 1215, and was not resolved until after Thibaut came of age in 1222. At that time he bought out their rights for a substantial monetary payment. Some years later, in 1234, he had to spend still more to buy off Philippe's elder sister Alix, wife of Hugues I de Lusignan, king of Cyprus. The settlement of 1222 did not end Thibaut's problems, for in the following years he antagonised King Louis VIII.

At the death of Louis VIII Thibaut's political situation was difficult: he had abandoned the king in his campaigns, there were rumours that he had poisoned him, and he was barred from the coronation of Louis IX. At the beginning of the regency of Blanche of Castile, he abandoned a conspiracy against the French king, which also included Hugues de Lusignan and Pierre Mauclerc, and cemented a strong relationship with the regent. Many have hinted at a possible love for Blanche, and he wrote a poetical homage to her. He became so influential at court that other barons resented him and started a rebellion in 1229.

The first chronicler to report the rumours about a love affaire between Thibaut and Queen Blanche was Roger of Wendover. Wendover claims that Thibaut, 'tormented by passion' for the queen, tried to poison King Louis VIII at the siege of Avignon. Matthew Paris adds a story that the French nobles goaded the young King Louis IX to challenge Thibaut to a duel to avenge his father's death, but that Blanche put a stop to it.

In the following years, however, he antagonised the young Louis IX, which led to an invasion of Champagne by a group of French barons. They were driven off at the cost of further expense and hardship in Champagne. In order to settle with Alix, Thibaut had to sell his overlordship of the counties of Blois, Sancerre, and Chateaudun to the king.

Thibaut experienced a reversal of his fortunes in 1234, when he succeeded his uncle Sancho VII of Navarre as king of Navarre. While Sancho's will named Jaime I, king of Aragón as his heir, the Navarrese ignored this and elected Thibaut, son of Sancho's sister. Thibaut was in Pamplona at the time of Sancho's death and he immediately affirmed the laws of the realm. This greatly increased his resources (not to mention his prestige), and the remaining years of his rule were far more peaceful and prosperous.

As king, Thibaut sealed pacts with the crowns of Castile and of Aragón, and with the kingdom of England. He entrusted most aspects of the government to nobles of Champagne and divided Navarre into four new districts based on fiscal functions and maintenance of public order. He began the codification of the law in the _Cartulario Magno_ and wrote down the Navarrese traditions known as the _Fuero General._

In order to gain the support of Castile, he married his daughter Blanche to the Infante Alfonso, later Alfonso X. By the marriage pact, Fernando III of León offered the lands of Guipuzcoa as long as Thibaut lived, but not those of Alava to which the Navarrese monarchs had long laid claim. But with Guipuzcoa he would have attained direct access to the Cantabrian sea. This alliance was never effected, however, as it would have meant the incorporation of Navarre as a fiefdom of Castile. The next year, Thibaut engaged his daughter Blanche to Jean I 'le Roux', the son of his close crusading ally Pierre I, duc de Bretagne.

In 1238 Thibaut directed a crusading host to the Holy Land. Militarily his crusade was not glorious. He spent much time dallying at pleasant Acre (where he wrote a poem to his wife) before moving on Ascalon, where he began the construction of a castle. He fought two minor battles, one a slight victory and the other a disaster. He negotiated with the Ayyubids of Damascus and Egypt and finalised a treaty with the former against the latter whereby the kingdom of Jerusalem regained Jerusalem itself, plus Bethlehem, Nazareth, and most of the region of Galilee with Templar castles like Belfort. Some contemporary sources even imply that the whole of the land between the Jordan River and the Mediterranean was put back in crusader hands. It is debatable how much of the ultimate success of the crusade (the most successful since the First in territorial terms) was attributed to Thibaut's intentions and how much was fortuitous. He returned from Palestine late in 1240, before Richard of Cornwall arrived, because he did not wish to be present during any more debating over the leadership and direction of the enterprise.

Thibaut passed most of the remainder of his reign travelling back and forth between Navarre and Champagne. He was at odds with the bishop of Pamplona, Pedro Jiménez de Gazólaz, who held a provincial synod in 1250 to excommunicate him. He refused to respond to papal tribunals, but Pope Innocent IV conceded him the privilege of kings: nobody could excommunicate him save the Holy See.

Thibaut died in the bishop's palace at Pamplona early July 1253, on a return from one of his many visits to Champagne. He was buried in the cathedral of Pamplona. He was succeeded first by his elder son Thibaut V and then by his younger son Enrique I, both children of his third marriage.
Biogr. details drawn from Wikipedia 
of Navarre, Thibaut IV-I King 1234-1253 (I179800)
 
21
REMARKS:
Crusader against the Albigensians

BIOGRAPHY
Louis was born in Paris on 5 September 1187, the son of Philippe II August, king of France, and Isabelle of Flanders, comtesse d'Artois. At the age of twelve he married the formidable Blanche of Castile, daughter of Alfonso VIII, king of Castile, and Eleanor of England. They had ten children of whom three sons would have progeny.

In 1212 Louis took Saint Omer and Aire as he regarded Flanders too powerful and too near his own county of Artois. In 1216 the English King John offered him the English throne in exchange for support against the powerful English barons. Louis went to England to support the rebels but, after initial success, was defeated at sea. In 1217 peace was signed and Louis was secretly paid 10,000 marks.

In 1223 he succeeded his father as king of France, and in 1224 he seized Poitou. In 1226 he launched a successful crusade against the Albigensian heretics, capturing the major fortress of Avignon before returning towards Paris because of illness. He died at Montpensier shortly afterwards, on 8 November 1226. He was succeeded by his eldest son Louis as King Louis IX.
 
H.M. King Louis VIII le Lion (I181132)
 
22
REMARKS:
Married contr.5-11-1495 Malines

REMARKS:
by proxy 21-8-1496 Bruxelles

REMARKS:
in person 22-10-1496 Lier

BIOGRAPHY
Philip was born in Brugge on 22 June 1478, the son of Emperor Maximilian I and Marie 'the Rich', heiress of Bourgogne. As befitted his soubriquet 'the Fair' and 'the Handsome', he was indeed a handsome and talented youth with a mind of his own. At sixteen he came of age officially and became ruler of his Burgundian inheritance. Immediately he quarrelled with his father, because he wanted to keep himself out of his father's endless struggle with France. Philip's marriage to Juana of Aragón, daughter of Fernando II 'the Catholic', king of Aragón, and Isabella I 'the Catholic', queen of Castile, turned out to be politically more useful, but it brought no happiness, though six children were born of whom two sons and three daughters would have progeny. Philip was an extrovert and something of a womaniser, whereas Juana, with the taint of madness in her family, combined a brooding religious fanaticism with an overpowering sensuality. In her jealousy she resorted to violence, attacking Philip's mistress.

After the death of his mother-in-law, Philip became king of Castile. Less than two years later Philip died suddenly on 25 September 1506, rumoured to have been poisoned by his wife in a fit of jealousy, or else by his father-in-law who took over the regency for Philip's son Charles.
 
of Castile, Philipp, King 1504-1506, Archduke of Austria (I103608)
 
23
til Bustrup (-1511- -1538-), Vegeholm (-1529-) (Strövelstorp S., Sønder Asbo H.) og Skedala (Snöstorp S., Tonnersjö H.). - Blev 1486 dreng hos kong Hans og deltog i dennes togt til Gotland mod Iver Axelsen [Thott], fulgte 1490 kongen til Mecklenborg »... og bar hans skiold og glavind«, var 1494 med kongen på flagskibet »Gribshund«, 1495 med kongen til rigsmødet i Kalmar og var med under indtagelsen af Kalmar og deltog i slaget ved Rotebro, beseglede 1500 (22. dec.) for hr. Niels Eriksen [Rosenkrantz], var 1503 (26. sept.) lensmand på Kbh. Slot, blev senest 1503 ridder, deltog i de følgende år på togter i Sverige, 1506 opført på listen over det skånske ridderskab, 1509-21, 23-37 forlenet med Hålsingborg, som fører for den skånske adel besejrede han 1510 (27. .aug.) Aage Hansens [Thott] svenske rytterstyrke ved Fante Håla (Fantehullet) ved Orkelljunga.
Blev 1510 rigsråd, beseglede 1511 (5. sept.) for Niels Brahe til Vanås, deltog 1512 i et rigsrådsmøde i Halmstad og fredsmødet i Malmo, bevidnede 1517 sin bror, doktor Morten Krabbes testamente, var ved krigsudbruddet 1518 betroet hærens proviantering, stiftede 1518 (6. apr.) s.m. sine søskende to årstider i Århus Domkirke for deres slægt, og skænkede en gård i Trustrup (Galten H.) til formålet, fik s.å. af Karl Knutsson pantebrev på Skedala formedelst et lån på 1.000 mark, stod s.å. fadder til prins Hans, fik 1520 pant i Hålsingborg mod et lån til kongen, som dog fratog ham lenet s.å., beholdt dog Engelholm, trak sig krænket tilbage til Bustrup og var s.å. en af hovedmændene i konspirationen mod kong Christian II.
Opførte 1521 ny hovedbygning på Bustrup, udstedte s.m. andre af den utilfredse jyske adel 1523 (20. jan.) opsigelsesbrevet til kong Christian, s.å. (26. mar.)-f rigsmarsk, fik s.å. (15. aug.) Hålsingborg tilbage, var fra nu af blandt de toneangivende katolske rigsråder, s.å. forlenet med Jegindø, og ca. samme tid med Bådstad i Skåne, til 1517 med gods i Luggude m.fl. herreder som han købte 1517, 1518-23 med Fiskbæk, bekæmpede med vekslende held 1524-25 bondeopstande i Skåne, men slog herunder bønderne ved Lund og Bunketoftelund, kæmpede 1526 sejrrigt i Blekinge mod Søren Norbys folk, 1529 bev. til at lade forleningen af Jegindø følge den af børnene der overtog Bustrup, overtog dele af forrædderen Niels Brahes gods i Skåne og opførte her senest 1529 Vegeholm, tog 1531 del i forhandlingerne i København om den fangne kong Christians skæbne, og var en af de fire danske rigsråder for hvem kong Frederik I måtte forpligte sig til at holde den afsatte konge fanget på livstid, svor 1534 på kongens vegne greve Christoffer af Oldenborg troskab, og sad som grevens høvedsmand på Hålsingborg Slot, hvorfra han skiftede side og bidrog til lybækkernes nederlag 13. jan. 1535.
Bustrup blev 1534 afbrændt af bondehæren, var under det nye styre kortvarigt medstatholder i Skåne, men fjernedes kort efter i unåde, måtte 1536 afstå Hålsingborg til sin svigersøn, hr. Peder Skram, beseglede s.å. rigsdagsrecessen, 1536-42 forlenet m. Barkager, Engelsbæk og Skillinge, deltog endnu 1539 i spidsen for den skånske adel i forliget med Jørgen Kock, fik 1539 af sine arvinger lov til at skifte sit gods mellem dem i levende live

.


Ligsten i Strövelstorp Kirke.

 
Krabbe af Østergaard, Hr. Tyge til Bustrup og Vegholm (I47772)
 
24
til Kyse (-1370-1391-) (Vallensved S., Ø. Flakkebjerg H.), Eskebjerg (-1376-) (Stubberup S., Bjerge H.), Lykkesholm (1381-1391) og Menstrup (-1387-) (Marvede S., Ø. Flakkebjerg H.)

- 1369 (21. juli) medlover foran Helsingborg ved Vicke Moltkes (XVIII, 12) overdragelse af borgen sst. til hertug Heinrich af Mecklenburg og hansestæderne, da væbner, nævnt 1370 (24. maj) som ridder i det hanseatiske udkast til et forpligtsbrev for 28 danske råder og slotshøvedsmænd om godkendelsen af overenskomsten af 1369 (30.nov.), skrives her til Kyse, pantsatte o. 1376 Eskebjerg for 600 lybske mark til Eskil Falk, beseglede 1376 (14.-16. aug.) i Korsør som rigsråd kong Olufs stadfæstelse af fredsslutningen af 1370 (24. maj), forpligtede sig 1377 (1. juli) på Danehoffet i Nyborg m. kong Oluf, dronning Margrethe samtlige biskopper, 43 riddere og 88 væbnere i den udfærdigede håndfæstning at opretholde den bestående retstilstand, blev s.å. (12. sept.) i Tangermunde m. andre danske høvedsmænd af kejser Karl IV af Tyskland under frit lejde pålagt at give møde for ham eller en hofdommer, fordi de ulovligt holdt borgene besat, var da høvedsmand på Bjørnholm.

Medbeseglede 1378 (2.febr.) gælkeren, hr. Tue Galens pantsætning af gods på Sjælland til hr. Oluf Bjørnsen, vist ham (og ikke XVIII, 12), der 1378 (6. juli) m. Jacob Halvegge, Lars og Jens Rud meddelte kong Oluf, at de havde indført hr. Ture Knudsen i gods i Forlev, bevidnede 1379 (12. maj) i Nykøbing F. broderen Everts modtagelse af pant i gods på Lolland og Langeland, var s.å. (13. dec.) i Slagelse råd hos kong Oluf, da denne fritog Conrad Moltke (XVIII, 19) for at aflægge regnskab for Vordingborg, beseglede s.å. (20. dec.) i Holbæk høvedsmanden, hr. Jens Andersens kvittebrev til dronning Margrethe for 115 mark lødigt sølv, 1380 (8. juni) medlover ved broderen Everts panteerhvervelse af gods i Vindinge og Gudme H., fik 1381 (31. juli) af Hartwig Hummersbüttel skøde på gården Lykkesholm, fik 1382 (31. okt.) m. andre riddere og væbnere af Heinrich v. Wardenberg og Paschendag henstand på betalingen af 100 mark sølv, afgav 1386 (28. sept.) i Vordingborg løfte på sørøveren Ludeke Schinkels vegne ved våbenstilstanden ml. Danmark og hansestæderne på den ene side og sørøverne på den anden side, var da høvedsmand på Nyborg Slot, fik 1387 (16. jan.) i Næstved af kong Oluf overdraget borgen Saltø og alt kongens gods i Saltø By m. alle tilliggender på livstid som erstatning for Ringsted By og en hovedgård i Ørslev i Ørslev S., Ringsted H., som han havde overdraget til kongen og dronning Margrethe og indtil da havde i pant, blev da høvedsmand på Saltø, fik s.å. gods i Karlslunde af Ove Steg, skrives atter 1388 (29. sept.) til Kyse, da han medbeseglede Conrad Moltke (XVIII, 19) og hans sønners brev på Grimstrup, o. 1389 (30. april) vidne i Jacob Hegles kvittering for 25 mark til Finkenoge, forekommer senest 1391 (3. dec.) til Kyse, da han m. broderen Henneke solgte Lykkesholm til dronning Margrethe, som var tilfaldet dem efter deres afdøde bror hr. Evert, vist ham, som i 1380’erne stiftede det Moltkeske våbenskjold i Førslev K. (afdækket 1892).

Person-ID I84039 Skeel-Holbek 
Moltke, Hr. Vicke (Fikke) til Kyse (I192523)
 
25
til Ørtofte (Harager H.), beseglede 1377 Kong Olufs Haandfæstning, kaldes 1380 i Landefredsforeningen Trugotus Has junior, beseglede 1381 Skaaningernes Forlig med Kong Albrecht, 1395 Forliget i Lindholm, 1396 til Vitterlighed et Skjøde fra sin Hustrus Moder Fru Gese til Dronning Margrethe.
1401 Kong Eriks Stadfæstelse paa Dronning Margrethes Testamente, 1402 til Vitterlighed, da Anders Mortensen, kaldet Pæp, Ridder, og dennes Søn „Jønes Anderson, ther kalles Grym", solgte Tostrup i Haragers Herred til Niels Svendsen), var 1406 Ridder, 1411—37 Høvedsmand paa Gulland, nævnes 1411 blandt Forloverne ved Forliget i Kolding, men har ikke beseglet, var 1417 en af Dommerne i Striden mellem Kongen og Roskilde Biskop om København, beseglede 1419 Forbundet med Kongen af Polen og 1423 Forbundet med Hansestæderne.
Truid H., kaldes 1372 i Niels Erlandsens Testamente Trugotus Haas juvenis de Ørtofte. Sammesteds nævnes en Søster til ham: Christine.

 
Has, Truid til Ørtofte (I64268)
 
26
[S4] Kirkebog.
1714-1785 Vejle sogn opslag 70



[S4] Kirkebog.
1777-1812 Dollerup, Nørlyng, Viborg opslag 20



[S4] Kirkebog.
1726-1779 Viborg Domsogn, Nørlyng, Viborg opslag 52

 
Reinatt, Jørgen Baltzar (I197428)
 
27

I 56879 er ikke datter af ægteskab F51019, 117147 og I117148

 
Pallesdatter, Elne (I59879)
 
28

Munk. †
Bjelke og Vinranke.



Af navnet Munk har der levet en række forskellige slægter i Danmark, men mest bekendt og udbredt var de 3, som førte henholdsvis 3 roser, en Guld-Bjelke i rødt felt og på hjelmen 2 Vesselhorn med samme mærke, - altså ganske som slægten Kirts våben, jvf. DAA' XVI - og endelig en med en Vinranke belagt Sølv-Bjelke i blaat felt og på hjelmen to jernklædte arme holdende et guldrammet Spejl. Den hosstående Afbildning af dette sidste våben er en kopi af Generalmajor Laurids Munks Vaaben i ordenskapitlet. De sidste to slægter regnes dog vist med urette for to forskjellige slægter — de Bjelke- og de Vinranke-Munk'er — / thi Vinranken er kun et betydningsløst Ornament, der for Vinranke-Munk'ernes vedkommende heller ikke altid findes i de ældste Sigiller, ligesom også disses Hjelmtegn oprindelig var 2 bjelkebelagte Vesselhorn. Vinranken forekommer for øvrigt alt i det ældste kjendte Sigil med Bjelke-Vaabnet: Høvedsmanden på Reval Saxe Aagesens *1) fra 1259. Om han er Stamfader til alle de slægter, der siden førte Bjelken — Bjelke- og Vinranke-Munk’er, Roed og Kirt (Guld-Bjelke i Rødt), Brok (jvf. DAA. VI), Lykke (vinranket Sølv-Bjelke i rødt, jfr. DAA. XX), Krabbe (Sølv-Bjelke i Rødt), Kande og Sommer (Sølv-Bjelke i Blaat) osv. osv. — er vel tvivlsomt; men det maa dog fremhæves, at alle disse Slægter hører hjemme i Nørrejylland, til dels i de samme Egne, og navnlig er der Grund til at formode, at de Bjelke- og Vinranke-Munk'er og de Lykke’r er af samme stamme, hvorfor en sammenstilling ogsaa her er forsøgt. *2) og *3
Men har Bjelke-Vaabnet sadledes været knyttet til flere forskellige slægtsnavne end Munk, saa har dette Navn omvendt ogsaa været knyttet til en hel Række andre Vaabenmærker, altså været ført af mange forskellige slægter, som dog måske har haft forbindelse på mødrene side. Dette var i al fald tilfældet med den bekendte, i det 17. årh. uddøde slægt Munk, der førte 3 Roser; den var en linje af slægten Lange, som i det 15. årh. havde antaget navnet Munk efter sin stammoder, der var af de Bjelke-Munk'er. Til gjengæld førte nogle medlemmer af de Bjelke-Munk’er deres mødrene slægtsnavn Due. Mere enestaaende er det, at Hr. Anders Offesen (Hvide) til Bjørnsholm 1418 gav 2 brødre, Svenning og Mikkel Andersen, dem han havde hjulpet til adelig frihed, sin Moders Skjold og Hjelm med sig, altså de Vinranke-Munk'ers Vaaåben. Dette Vaaben førtes af disse Brødres Afkom, skønt brødrene selv synes at høre til den på Mors bosatte slægt Vinter, hvis Vaaben var en siddende Bjørn. Man fristes til at tro, at disse Brødre stammede fra et mindre standsmæssigt ægteskab, som Hr. Anders Offesens Moder mulig i sin enkestand har indgaaet.
De Bjelke-Munk'er uddøde i første halvdel af det 16. århundrede, de Vinranke-Munk'er først langt op i det 18.

*1) Tilføjelse i DAA 1911:578:
Hr. Saxe Aagesen paa Reval, var mulig Broder til den Hr. Stigot Agisun, der 1249-50 var Høvedsmand paa Reval, og Fader til Johannes Saxesun, der nævnes 1303 og 1305 var Høvedsmand paa Reval, og til Ago Saxisun, der 1313-21 var Høvedsmand smst. Sidstnævntes Søn Andreas Agesson ejede 1348 Gods i Wierland (Medd. af Prof. Baron Taube i St. Petersberg).

*2) Dette forsøg på sammenstilling afvises til dels af rettelsen i DAA 1906:510:
Hr. Johannes Poulsen, siges 1396 at have været en Søn af Ridderen Poul Mogensen paa Holbækgaard (Rep. Dipl. II. 423). Denne var 1314 paa Viborg Landsting en af Dommerne over de oprørske Herremænd og Bønder (Hf. 373, 367), var 1315 Ridder og Forlover for Kongen ved Forliget i Nyborg (smst. 384), nævnes 1325 som Udsteder af et Vidne paa Viborg Landsthing (Rep. Dipl. I. 230). hvor han 1326 beseglede Kong Valdemars Håndfæstning (G. A. A. 15).

*3) Yderligere forvirring opstår som flg. Af rettelsen i DAA 1915:608:
Hr. Johannes Poulsen, havde 1391 for ca. 36 Aar siden holdt Skifte paa Skam Herredsting med sin Broder Richard Poulsen kaldet Føring om deres fædrene og mødrene Gods og fik da Jersøre og det fynske Gods, medens Richard fik Godset paa Før, to Gaarde i Lindknud og een ved Ribe (Rep. Dipl. II. 365). Samme Richard afstod 1360 alt sit fædrene og mødrene Gods i Danmark til Hr. Eggert Bycere (Smst. II. 65).

Spørgsmålet er om der har været to forskellige Johannes Poulsen Munk? 
Munk, Jon I. (I164038)
 
29
1272 ridder og vidne ved Hertugerne af Brandenburgs gavebrev til kirken i Ratzeburg. 1279 vidnede han ved et af Grev Gerhardt af Holsten udstedt brev. 1282 fejdede han sammen med Hertug Johan af Mecklenburg mod bispen af Ratzeburg. 
von Scharffenberg, Ludolfus I. (I171555)
 
30
1404 købt Avnsbjerg og Odsgaard af Jens Brandsen og hans søster. Opgiver sin alder i 1424 til at være 80, da har han siddet i Rigsrådet i 40 år. Men han nævnes først i 1390. 1396 udnævner Dronning Margrethe ham til landsdommer i Nørre-jylland, og det var han stadig i 1426. Ridder og rigsråd ved Kong Eriks kongevalg i 1397. Indgår ydmygende og dyr forsoning i 1405 med Jens Andersen Brock, hvis søn han har dræbt (omstændighederne kendes ikke), men det ødelagde ikke hans anseelse. 1424 aflagde han vidnesbyrd i processen om Sønder-jylland, og han var voldgiftsmand i trætten mellem dronning Philippa og Bisp Ulrik i Århus ang. arven efter bispens formand, Biskop Bo. Nævnes sidste gang 1430.
Hans Tausen holdt sin første lutherske prædiken stående på hans gravsten i Graabrødre Kirke i Viborg 
Løvenbalk, Hr. Jens Nielsen til Aunsbjerg og Odsgaard (I37323)
 
31
180 Wulff von Buchwald, oberstløjtnant i Viborg. 22.4.1708. fol.32B, 166B.
Enkemand efter [Anne von der Wisch, død12.12.1706].
B:
1) Frederik von Buchwald til Gudumlund [i Gudum sogn i Fleskum herred]
2) Mette von Buchwald g.m. Henrik Konrad von Obenhausen, kaptajn
3) Anne Cathrine von Buchwald g.m. Jochum Henrik von Dreiberg, major
4) Sofie Amalie von Buchwald i Itzeho kloster
5) Charlotte Amalie von Buchwald, der ægter [Henrik] von Eickstedt.
Afdøde døde 22.4.1708.
Jordebog over Gudumlund 1707 fol.35-35B.
http://www.brejl.dk/viborg.html 
von Buchwald, Wolf til Tvis og Gudumlund (I59741)
 
32
A r i 1 d til Ugerup, f. 19 Febr. 1528 paa Sølvitsborg, opdraget i Herridsvad Kloster, var 1550—62 Hofsinde; 1554 forlenet med Aasum Len, s. A. i Dronningens og Hertug Frederiks Følge til Wismar, deltog i Bevogtningen af Kong Christiern II. paa Kalundborg; 1555—59 forlenet med Slangerup Kloster, fulgte 1559 Kong Christian III.s Lig fra Kalundborg til Nyborg, s. A. til Stede ved Kong Frederik II.s Kroning, 1561 til Stockholm i Anl. af Kong Eriks Kroning, s. A. forlenet med Elleholm, 1562—65 med Odensegaard, deltog i Syvaarskrigen fra 1563 til Lands for Elfsborg og Halmstad, kæmpede 1564 i Slaget ved Øland 30 Marts som Chef for Orlogsskibet »David«, blev fanget 12 Juli ved Warnemünde og sad i haardt Fangenskab i 5 Aar; 1568 forlenet med Aahusgaard, fik 1572 Livsbrev paa Slangerup Kloster, Elleholm og Aahus, deltog 1579 i Jak. Ulfeldts Sendefærd til Rusland, 1580 forlenet m. Lygtegaarden paa Kulien, Hellig Arilds Leje og Helsingborg Slot og Len t 5 Febr. 1587 i Helsingborg, bis. 19 Marts smst., bgr. i Køping Kirke. Gift 1° 8 Aug. 1557 paa Ugerup m. Gisel Podebusk (F.: Hr. Claus P. til Kjørup og Krapperup og Anne Olufsdatter Krognos) t 16 (15) Dec. 1557 paa Slangerup Kloster, bgr. i Lunds Domkirke; paa hendes Ligsten Indskriften: Arild Vgerup til vgerupz gaard, fru Gisil pudbusk hans hustru var, liger / begravit under tene steen, som døden släuge up ham til meen 18 uger efter / deris brulup stod. Gud ved thz vor ham hart imod 1557 som schreffuit staar lefde hand efter hende I Aar. / Gud gifve dem bode evindelig at lefue med giede ij hijme- rig.—Foroven: Trolle-Urup, Podebusk-Krognos Vaabener; langs højre Side: Brahe, Bielke, Ulfeld, Lange og Kiør- ning — langs venstre Side: Rosenkrantz, Gyldenstierne, Moltke, Brahe, Gyldenstierne og svensk Bielke Vaaben. — Han gift 2° m. Thale Thott (F.: Hr. Tage Ottesen T. og Else Holgersdatter Ulfstand), hvem han bortførte fra hendes fædrene Gaard Eriksholm, f. o. 1550 t 1611, bgr. 13 Jan. i Itzehoe (gift 2° 22 Febr. 1590 m. Gert Rantzau til Breitenburg, f. 18 Okt. 1558 + 18 Jan. 1627). 
Urup, Arild til Ugerup (I67411)
 
33
A x e 1 til Vapnø, f. 19 Maj 1564 paa Akershus, var 1597—t forlenet m. Utstein Kloster + 1601 (5 Uge i Fasten) paa Vapnø, bgr. 21 April i Halmstad K. Gift 14 Jan. 1588 paa Dybæk m. Helle Marsvin (F.: Jørgen M. til Hollufgaard og Dybæk og Karen Ottesdatter Gyldenstierne), f. 14 Juli 1566 paa Helsingborg Slot t 2 Maj 1637 (g. 2° 28 Marts 1603 m. Jakob Beck til Beldringe, Gladsaxe o. s. v. t 1622 ; 3° o. 1627 m. Hofmester hos Hert. af Kurland Mathias von der Recke + 1638). — Børn: Niende Slægtled II. 
Urup, Axel til Vapnø (I26730)
 
34
Adam Ditlev baron Wedell-Wedellsborg (født 1. november 1782 på Wedellsborg, død 3. september 1827 i Kerte) var en dansk amtmand, bror til Joachim Wedell-Wedellsborg.

Han var søn af amtmand, kammerherre, lensgreve Ludvig Frederik Wedell-Wedellsborg og Frederikke Juliane Louise von Klingenberg, blev student 1800, privat dimitteret, 1804 cand. jur., 1806 auskultant i Rentekammerkollegiet, livjæger, 1808 kornet ved det sjællandske ridende jægerkorps, 1809 sekondløjtnant, fra 29. maj 1810 amtmand over Lister og Mandals Amter.  
Wedell-Wedellsborg, Adam Ditlev baron (I681)
 
35
Adam Helms

født d. 18. juli 1579, død d. 28. maj 1653, Magister, Præst ved St. Petri kirke i Lübeck. Søn af Købmand i Lübeck, Jürgen Helms, død 1603, og Sophie Miller.

Gift 1. gang d. 24. september 1610 med Sophie Glambeck, død d. 29. marts 1626, datter af Magister Martin Glambeck, præst ved St. Jacobi Kirke i Lübeck; gift 2. gang d. 9. april 1627 med Christine Hagendorn, død d. 23. maj 1661, datter af Købmand i Lübeck Heinrich Hagendorn.

Adam Helms regnes for familiens stamfader, skønt man både kender hans forældre og hans søskende. Det vides dog ikke med sikkerhed hvoraf navnet kommer, men kan være at navnet er taget efter Jürgen Helms' hjemstavn, Helmsdorf.

Faderen Jürgen var gift 1. gang med Anna Roytenbruwer, f. Veltorp, datter af Hans Veltorp, enke efter Hans Roytenbruwer, og fik en søn:

I. Arend Helms, vi ved kun at han endnu levede i 1626.

Jürgen giftede sig 2. gang med Sophie Müller, som nævnt herover, og de fik 4 børn:

II. Eva Helms, g.m. Franz Peckel, levede i 1626.
III. Anna Helms, g.m. Jacob Emmen, levede også i 1626
IV. Adam Helms, ovenstående stamfader
V. Sophie Helms, g. 22. november 1614 m. ... Elers, vistnok død 1665.  
Helms, Præst Adam (I201689)
 
36
af Starup (Brusk H.), beseglede 1427 til vitterlighed med Lyder Esbernsen (Emmiksen) og kaldes da Jens, men 1429, da han påny besegler med samme, kaldes han Niels, beseglede endnu 1463 et vidne af Tørrild Herredsting. 
Dyre, Niels / Jens Pedersen II. Hesselballe Linjen (I64018)
 
37
Anne, f. 1595 paa Vapnø t 18 Febr. 1674 i Trondhjem, bgr. i Domkirken. Gift m. Oberst og Chef for det trond- hjemske Reg. Frederik Budde til Rødsiet, f. 13 Febr. 1589 paa Børglum Kl. t 1650, bgr. i Trondhjems Domkirke. 
Urup, Anne Axelsdatter (I26956)
 
38
Anno 1578 den 23 octob. døde Bagge Jensen raadmand.
Anno 1579 den 3, april døde Sidsel, Bagge Jensens.
---------------
------
Niels Hansen Grisbeck lånte i 1580 40 daler af Peder Baggesen

I 1582 var Dorothe, Peder Baggesens, Gudmoder til Hans Jensen Hegelunds
Datter Anne, som blev født anno 1582 udj mellem onsdag oc torsdag nat, nest
efter S. Mikkels dag, som var neste løverdag der efter.

Peder Christensen Riber fortæller i sine optegnelser, 1588 8. august,
Peder Baggesens kone Dorothea gav mig som lån to Joachimsdalere.

I Niels Frandsens optegnelser står Anno 1591 den 19 april, Døde Peder
Baggesen Rådmand. Anno 1602 den 4. augusti døde hans hustru Dorethe
Sørensdatter.

Dorothe Sørensdatter Stage ( 1557 - 10 aug. 1602) g. 30 november 1572 med
Peder Baggesen sen. (1546 - 19 april 1591)

Der er lidt uenighed om Dorethe Sørensdatter Stages dødsdato, men 10.
august, har jeg fra en slægtsoptegnelse, og det kunne være
begravelsesdatoen.

Deres børn jeg har noteret er: Bagge Pedersen som blev Rådmand ( g.m.
Margrethe Lauridsdatter ) og Karine Pedersdatter

Det var hvad jeg kunne finde lige nu, jeg er selv igang med samme personer,
så der kan komme mere.

Ifølge Carl Langholz: Præsteslægten Hemmet i fem led (Pers Tids. 1985,
p.199ff har Iver Iversen Hemmet med Lene Lauridsdatter:
Dorothea Iversdatter Hemmet, * 1594 ~ Christen Christensen Høst,
sognepræst i Lunde-Outrup.
Iver Iversen Hemmet har med Karen Pedersdatter:
Peder Iversen Hemmet, * ca. 1604 , død 21.apr 1644
Maren Iversdatter Hemmet, * ca. 1605
Anne Iversdatter Hemmet, * ca. 1605/10
Margrethe Iversdatter Hemmet, * ca. 1605/10
Bagge Iversen Hemmet, * ca. 1605/10, død efter 1660
Iver Iversen Hemmet, * ca. 1610. 
Baggesen, Karen Pedersdatter (I103406)
 
39
Baron Holger, *8./9. juli 1677 på Vilhelmsborg, hjd. 10. juli s.å. (Mårslet kbg.), t ... - 1692 (19. febr.) indskrevet på det ridderlige akademi i Kbh., 1693 fænrik i engelsk tjeneste i Flandern, dræbte med sin kårde 1694 (26. jan.) i Læderstræde i Kbh. akademiets dansemester Christopher Lachmann, da denne dagen før havde nægtet Gyldenkrone adgang til et assemblé i sit hus; flygtede til udlandet, og blev
s.å. (9. aug.) ved Højesteret dømt til døden, og hvis han ikke blev pågrebet da til livsvarig fredsløshed.
 
Gyldenkrone, Holger baron (I12209)
 
40
Baron Jens, * 18. juni 1712 på Vilhelmsborg, døbt 28. juni s.å. i Mårslet K., f 4. marts 1770 i Kbh., begr. 15. marts s.å. sst. (VE). - 1728 kadet réf., 1733 virk. kadetog tilladelse til at gå i fremmed tjeneste, 1735 (28. jan.) virk. sekondløjtnant, 1735-37 i engelsk tjeneste, 1737 (15. nov.) kaptajnløjtnant, 1738 (12. dec.) kaptajn, 1739
næstkommanderende for orlogskibet »Delmenhorst«, 1740 chef for fregatten »Høyenhald«, 1741 chef for fregatten »Hvide Ørn«, 1743 chef for orlogskibet »Sophie Hedevig«, s.å. for orlogskibet »Jylland«, 1746 (28. okt.) karakt, kommandør-kaptajn, 1752-1769 (24. maj) m.a. Havnekommissionen, 1757 chef for orlogskibet »Sjælland«, 1762 chef for »Norske Løve«, 1763 præses i Indrulleringskommissionen, 1764 (24. maj) kommandør, 1766 (28. juni) - 1769 (15. maj) chef for 1.
Division, 1768 (29. jan.) schoutbynacht, 1769 (15. sept.) deputeret i Ådmiralitetskollegiet. - Gift 11. maj 1746 i Kbh. (G.) med Sophie Regina Hiort (E: Schoutbynacht Peder H. og Else Christiansdatter Müller), * 1719 i Kbh., døbt 28. okt., f 21. marts 1798 i Kbh. - 2 sønner, Fjerde (Femte) slægtled III, nr. 32-33. 
Gyldencrone, Jens baron (I12199)
 
41
Baron Vilhelm Frederik til Tåstrup (1700/02-f), Alstrup (1700/02-f), Moesgaard (medejer) (1692-1701), Ostergaard (medejer) (1692-1701) og Bustrup (medejer) (1692-1701), *7. jan. 1681 på Vilhelmsborg, hjd. 8. jan. s.å. (Mårslet kbg.), f 16. maj 1708 på Wedellsborg, bisat i Husby K. (sarkofag og epitafium). - 1695 (9. juni) på det ridderlige akademi i Kbh. - Gift med Anne Vind Banner til Tåstrup og Ålstrup (DAA 1949, II, 18) (E: Christian B. til Frederiksgave og Rødkilde og Mette von der Kuhla til Frederiksgave), *i dec. 1684, f 1736. (Hun gift 2° med amtmand,gehejmeråd, hvid ridder Hans Rantzau til Putlos, Segalendorf og Tåstrup,*0. 1685, f 19. okt. 1744). - 4 børn, Tredje (Fjerde) slægtled II, nr. 16-19. 
Gyldenkrone, Vilhelm Frederik baron til Tåstrup (I12211)
 
42
Baronesse Regitze Sophie til stamhuset Birkelse (1764-66) (Åby S., Kær H.), Mørup (1764-72) (Fjenneslev S., Alsted H.), Mullerup (1764-67) (Gudbjerg S., Gudme H.) og Fårevejle (1764-67) (Skrøbelev S., Langelands Nørre H.), *22. maj
1706 på Vilhelmsborg, døbt 26. maj s.å. i Mårslet K., f 27. okt. 1779, bisat i Aalborg.- 1725 (25. april) - 1730 (12. april) hofdame hos dronning Anne Sophie, 1762 (31. marts) Dame de l’Union Parfaite, stiftede 1765 »Geheimeraadinde Skeels Legat« med 200 rdl. hvoraf renten blev tillagt degnen i Øster Hjermitslev. -Gift 12. april 1730 på Kbh. Slot (CS.) med sin fars fætter, stiftamtmand, gehejmeråd,
hvid ridder Holger Skeel til stamhuset Birkelse, Mullerup, Mørup, Bonderupsamt Fårevejle, de l’Union Parfaite (DAA 1943, II, 117) (F.: Kaptajn Anders S.til stamhuset Birkelse, Vindumovergaard etc. og Sophie Åmalie Holgersdatter
Vind til stamhuset Birkelse og Mullerup), *2. april 1699 i Køge, f 9. marts 1764 iKbh. (VF.), 29. juni s.å. ført til Aalborg (VE) 
Gyldenkrone, Regitze Sophie baronesse (I11998)
 
43
Bertel Jensen (Kjærulf?) er antagelig den Bertel Jensen, der 1536 var Foged i Kjær Herred. Han var vel ogsaa den Herreds-foged i Kjær Herred, der 1535 blev stævnet af Mester Mikkel i Aalborg for en Hest, som Skipper Klement havde frataget Mester Mikkel og solgt til Herredsfogden. En saadan Transaktion kunde jo finde sin særlige Begrundelse i, at Klement og Herredsfogden var beslægtede; efter vor Gisning skulde Bertels Fader være Søskendebarn til Klement, og den
Omstændighed, at han havde staaet i saadan Handel med Klement, kan have været Aarsag til, at Bertel maatte kvittere Fogedembedet, da Klementsfejdens Efterveer indtraf. Vi finder en anden Herredsfoged 15404, og blandt de udenbys Folk, som ejede Jord i Aalborg, træffer vi 1539 en Bertel Kjærulf som Ejer af en Grund, der var »skuret i Fald«, men som Gjertrud Kieruls da rettede af, og 1540 blev den sat i Skat. 1546 og 1552 boede Bertel Jensen i Brorholt i Vadum Sogn, da han sammen med Herredsfogden Anders Kjærulf, Jens Kjærulf, Jens Griis i Gandrup og flere udstedte et 24 Mands
Tingsvidne af Kjær Herredsting, at de havde hørt og spurgt af deres gamle Forældre, at der havde været frit Fiskevand med Vaad og Smaagarn fra Gjøl Sten tit Hals Vejde for Beboerne paa begge Sider af Fjorden. Samtlige Segl (5) under Tingsvidnet er saa medtagne, at der intet kan oplyses om dem. 1560 nævnes Bertel Jensen i Brorholt ligeledes, da han underskrev til Vitterlighed paa et Mageskifte, som Herredsfoged Anders Kjærulf gjorde med Kronen1, hans Bomærke var da med Omskrift BARTEL IENSEN. 1567 næv- nes han i Jordebogen over Aalborghus Læn, og antagelig er han den Barthell Kierulff, der nævnes som boende i Nordkjær i Biersted Sogn i 15633, og i Biersted Sogn 15794. Han nævnes ikke blandt Kjær Herreds Selvejere 1568, hvorimod der da synes at have været nævnt 3 af hans Sønner5. Hans Hustrus Navn vides ikke, men det kunde antages, at hun var Datter af eller Søster til Ludvig Pedersen, der 1503, 1546, 1552, 1562 og 1563 nævnes i Bjørnkjær I Biersted Sogn og var en anset
Mand. 
(Kjærulf), Bertel Jensen (I200844)
 
44
BIOGRAPHY
Adolf was born about 1160, the only son of Adolf II, Graf von Holstein, and Mechtilde von Schwarzburg-Käfernburg, a daughter of Sizzo, Graf von Schwarzburg, Graf von Käfernburg. He succeeded his father in 1164, initially under the guardianship of his mother.

In 1182 Adolf married Adelheid von Assel, daughter of Otto, Graf von Assel, and Salome von Heinsberg. She died childless in 1185, and before May 1189 he married Adelheid von Querfurt, daughter of Burchard II, Burggraf von Magdeburg, and Gräfin Mathilde von Tonna. Of their five children, Adolf IV and Mechtild would have progeny.

Adolf at first supported Heinrich 'the Lion', duke of Saxony. He accompanied him on his expedition against Philipp von Heinsberg, archbishop of Cologne and a brother of his own first mother-in-law, and he fought at the Battle of Halerfeld on 1 August 1180 (to the north-west of Osnabrück) at the side of Bernhard I, Graf von Ratzeburg, when he received from Heinrich 'the Lion' the decisive rights in the region of the Middle Weser which formed the basis of the county of Schauenburg.

Later in 1180, however, Adolf defected from Heinrich, who thereupon drove him from Holstein. Adolf attached himself to Emperor Friedrich I Barbarossa, with whose help he regained his lordship in 1181 after the fall of Heinrich. In 1188 Friedrich turned down Adolf's claim to the town of Lübeck. Adolf accompanied him on the Third Crusade. In August 1190 he reached Tyre, where he left the crusading army and returned to Holstein to defend his lands against Heinrich 'the Lion', who had in the meantime returned from exile.

The reign of Adolf III coincided with Denmark's attempts at expansion under King Knut IV and his brother and successor Valdemar II Sejr. Adolf lost the Battle of Stellau in 1201 and was later taken prisoner in Hamburg by Valdemar, whose expansion was successful for some decades. In captivity Adolf was forced to renounce his title to the county of Holstein in 1203 in order to gain his freedom, and on his release he retired to the county of Schauenburg. The reconquest of Holstein was left for his son and heir Adolf IV.

In about 1224, at the request of Konrad von Rüdenberg, bishop of Minden, Adolf III relinquished the stewardship of Wennigsen Abbey. The deed recording this act is the first surviving written record of this monastery.

Adolf died on 3 January 1225.
 
von Holstein, Adolf III Graf 1164-1203 (I175429)
 
45
BIOGRAPHY
Charles I, King of England and Scotland, was born 19 November 1600 at Dunfermline, Scotland, son of James VI-I, King of Scotland and later of England, and Anne, Princess of Denmark and Norway. Born a second son, he was a delicate child with slow physical development, unable to walk or talk at the age of three. When his parents left Scotland for London with his elder brother and sister, he was left behind and remained in Scotland until, in July 1604, he was considered well enough to make the journey leisurely in a curtained litter.

He was placed in charge of Lady Carey who patiently taught him both to walk and talk in a stammering fashion. Charles loved his elder brother, Henry, but Henry died when Charles was only twelve; and when his sister Elizabeth married the year after, he was left alone.

His father hoped for a marriage-alliance for Charles with the Spanish Infanta Maria and, in 1623, sent him with the Duke of Buckingham to Madrid. However, religion prevented this marriage from taking place.

In 1625 after his father's death, Charles I became king and two months later married Princess Henrietta Maria of France. Like his father, Charles I had problems with the Parliament. After dissolving it for a third time in 1629, he decided to govern without Parliament which he did for eleven years.

Charles I and Henrietta Maria were a devoted couple and produced nine children, of whom only four reached adulthood. Their Court was cultured and they encouraged the art of van Dyck. Charles I built up an enormous collection of paintings, only to have it sold later by Cromwell.

Eventually it became inevitable to recall Parliament, to where the King came to order the arrest of five members. However, as they had been forewarned, they had made themselves scarce.

Civil War between Cavaliers and Roundheads was unavoidable. It took its toll on England and Scotland and the Royalists were finally defeated by Oliver Cromwell at Naseby in 1645. In 1646 Charles surrendered to the Scots but was handed over to the English who imprisoned him in Carisbrooke Castle on the Isle of Wight.

He was taken to Westminster Hall to be tried by 135 judges. Charles did not plead as he did not recognise their right to judge their king. He was found guilty by 68 against 67 and sentenced to death. On 30 January 1649 he was beheaded outside Whitehall Palace. Being winter, he wore two shirts to prevent himself from shivering so that the people would not think he was shaking from fear. 
Stuart, H.M. King Charles I of England, Scotland and Ireland 1625-1649 (I49932)
 
46
BIOGRAPHY
Dietrich was born before 1402, the third and youngest son of Dietrich III, Herr von Runkel, and Jutta, Gräfin zu Sayn-Vallendar. From 1414 he was hereditary bailiff of Andernach. After his brothers Friedrich and Sifrid had died childless, he inherited his father's lordship of Runkel no later than 1427.

In 1427 Dietrich married Anastasia, Gräfin von Isenburg-Wied, daughter and heiress of Johann II von Isenburg, Graf von Wied, and Agnes von Westerburg. In right of his wife, on the death of her father he inherited his share in the castle and lordship of Isenburg, as well as Grenzhausen, Alsbach and his part of the lordship of Arenfels. He and Anastasia had eight children, of whom Friedrich, Wilhelm II, Jutta and Agnes would have progeny.

Anastasia's childless uncle Wilhelm II von Wied-Braunsberg-Isenburg (died 1462) left to Dietrich's eldest son Friedrich, on the occasion of his wedding in 1454, the county of Wied, the lordships of Braunsberg and Dierdorf and his share in the castle and lordship of Isenburg.

Dietrich was last mentioned in a document dated 22 February 1462, and probably died shortly thereafter. 
von Wied, Dietrich IV Graf (I115709)
 
47
BIOGRAPHY
Eleanor was born about 1223, the daughter of Raimund Berengar V, comte de Provence, and Béatrice de Savoie. She was about twelve when she had to leave the warmth of southern France to marry an unknown man in the cold of the English winter, becoming Henry III's queen on 4 January 1236. Henry had first tried to marry Jeanne, countess of Ponthieu, until he was told by his brother Richard of the beauty of the four Provence sisters. Richard married Sancha and the two other sisters were also married to two brothers: Marguerite to King Louis IX of France and Beatrice to Charles I Etienne, king of Naples and Louis IX's younger brother.

Eleanor and Henry had eight children of whom the first four would have progeny: Edward, Margaret, Beatrice, and Edmund. However tragedy plagued the early years of the marriage. Their eldest son Edward became very ill. Though he recovered, his siblings Richard, Henry, William, Katherine, and John died at very young ages, leaving their parents grief-stricken. Eleanor was especially upset over the death of her youngest daughter Katharine, who possibly had a degenerative disease that led her to become deaf, and she eventually died at the age of three.

The marriage remained happy, but Eleanor became unpopular when her uncles arrived from Savoy to become the king's favourites. At one point Eleanor was sailing on a barge that was attacked by London citizens. When Edmund Rich, archbishop of Canterbury, died in 1240, Eleanor wrote to the pope to have her uncle, Boniface of Savoy, take that position. However Boniface was resented, as was Eleanor's extravagance.

In 1252 Henry III went to France because of a revolt in Gascony, and Eleanor becoming regent together with the king's brother Richard. In 1254 Eleanor went with her son Edward to Spain to attend Edward's marriage to Eleanor of Castile, comtesse de Ponthieu; on the way back she and the young couple were invited to visit the French court. During the civil war between Henry III and the barons, Eleanor provided active support to Henry, raising money on her jewellery. After the Battle of Evesham in 1265, in which the barons led by Simon de Montfort were defeated and Montfort killed, she quickly joined her husband and son in England. In 1272 her husband died and Eleanor became regent until her son, now King Edward I, returned to England. In 1275 she lost both her daughters, Marguerite, queen of Scots and Beatrice, duchess of Brittany. In 1280 she retired to the convent of Amesbury, but was still involved in her family's affairs. She remained in Amesbury until her death in 1291. 
de Provence, Eleanor (I181234)
 
48
BIOGRAPHY
Erik Segersall ('the Victorious') was the first Swedish king (970-995) about whom anything definite is known. His original territory lay in Uppland and neighbouring provinces. The extent of his kingdom is unknown. In addition to the Swedish heartland round Lake Mälaren it may have extended down the Baltic Sea coast as far south as Blekinge.

According to the _Flateyjarbok,_ his success was due to the fact that he allied with the peasants against the nobility. He was also probably responsible for introducing of the medieval Scandinavian system of universal conscription known as the 'ledung' in the provinces around Mälaren.

According to the German medieval chronicler Adam of Bremen, Erik allied himself with the Polish prince Boleslav to conquer Denmark and expel its king Svend II 'Forkbeard', and he proclaimed himself the king of Sweden and Denmark which he ruled until his death in 994 or 995. There is considerable scepticism about Adam's account, given that Svend built churches in Denmark throughout this period. In all probability Erik founded the town of Sigtuna, which still exists and where the first Swedish coins were stamped for his son and successor Olof III 'Skotkonung'.

The Norse sagas relate that Erik was the son of Björn Eriksson 'the Old', and that he ruled together with his brother Olof Björnsson. He married Sigrid Storrada ('the Haughty'), the daughter of the legendary Viking Skoglar-Toste, but would later divorce her and give her Götaland as a fief. With Sigrid he had a son Olof who would succeed him as king and have progeny. According to Eymund's saga he took a new queen, Auo, the daughter of Haakon Sigurdsson, the ruler of Norway. However he is recorded as marrying Gunhild/Swjatoslawa/Sygryda of Poland, daughter of Mieszko I Dagon, grand duke of Poland, and Dobrawa/Dubrawka of Bohemia. They had a daughter Holmfrid who would have progeny.

When Erik's brother Olof Björnsson died and a new co-ruler had to be appointed, the Swedes refused to accept his nephew Stybjörn Starke ('the Strong') as his co-ruler. Stybjörn was given sixty longships by Erik and sailed away to live as a Viking. Stybjörn would become the ruler of Jomsborg and an ally and brother-in-law of the Danish king Harald I Gormsen Blatand. Stybjörn returned to Sweden with a major Danish army, which Erik defeated in the Battle of Fyrisvellir at Old Uppsala in about 984.

Erik died about 995, and was succeeded by his son Olof. In 998 Erik's widow Gunhild married Svend II 'Forkbeard', king of Denmark, with whom she had several children.  
Segersäll, Erik (I189061)
 
49
BIOGRAPHY
Joan of Acre was born in 1272, one of the sixteen children of King Edward I of England and his first wife Eleanor of Castile, comtesse de Ponthieu. Joan got her name from her birthplace Akko (Acre), Hazofan, Palestine. It differentiates her from an earlier Joan born to her parents, who died in infancy. Joan of Acre was born while her parents were travelling to the Middle East on the Ninth Crusade. She spent at least part of her childhood in France with her maternal grandmother Jeanne de Dammartin, comtesse de Ponthieu.

In 1279, when only seven, Joan was betrothed to Hartman, son of Emperor Rudolf I. However on 21 December 1281, just before the marriage was to be contracted, he drowned in the Rhine. Shortly afterwards her father King Edward I wanted the goodwill of the premier peer of England, Gilbert de Clare, Earl of Gloucester and Hertford, which he achieved by giving the much younger Joan to him in marriage.

On 30 April 1290 at Westminster Abbey, Joan married Gilbert de Clare. He was nearly thirty years her senior. They had four children, of whom their three daughters would have progeny.

Following her husband's death in 1295, Joan clandestinely married Ralph de Monthermer, baron de Monthermer, a knight in her household, in 1297. Her father was enraged by this lowly second marriage, especially since he was arranging a marriage for her to Amadeo V, comte de Savoie. Edward had Monthermer thrown in prison, and Joan had to plead for the release of her husband. According to the St. Albans chronicler, she told her father, 'No one sees anything wrong if a great earl marries a poor and lowly woman. Why should there be anything wrong if a countess marries a young and promising man?' At last her father relented, released Monthermer from prison in August 1297, and allowed him to hold the title of Earl of Gloucester and Hereford during Joan's lifetime. Monthermer and Joan had four children: Mary and Thomas would both have progeny; Joan became a nun at Amesbury, and Edward fought in the Scottish campaign in 1335, but spent much of his life in service to his half-sister Elizabeth de Clare, who provided for him during his last illness and buried him next to their mother.

Joan died in childbirth on 7 April 1307 at the manor of Clare in Suffolk, England, a family possession, and was buried at the Augustinian priory there. Her child was stillborn. Miracles were said to occur at her grave, especially the healing of toothache, back pain and fever.  
of Plantagenêt, Joan of Acre (I182936)
 
50
BIOGRAPHY
Johann, called 'der Theologe' (the Theologian), was born about 1211, the eldest son of Heinrich Burwin II, co-regent of Mecklenburg, and his wife Kristina (frå Skåne). From 1234 to 1264 he was the ruler of the principality of Mecklenburg.

About 1230 Johann married Luitgard von Henneberg, daughter of Poppe VII, Graf von Henneberg, and Elisabeth von Wildberg. Of their seven children, Heinrich I, Johann II and Elisabeth would have progeny.

From his father's death in 1226 until 1234 he ruled his father's principality jointly with his brothers. At the division of Mecklenburg in 1234, as the eldest son he was awarded the ancestral homeland of Mecklenburg. In 1227 at the Battle of Bornhöved he was able to free Mecklenburg from Danish sovereignty.

However the land was soon subjected to feudal claims by Saxony and Holstein, which led to war against Sachsen-Lauenburg and Schauenburg-Holstein. During the conflict of his brother Pribislaw I with the bishopric and county of Schwerin, Johann succeeded in gaining parts of Pribislaw's land of Parchim-Richenberg, including Sternberg. He encouraged the Church and the German occupation of Mecklenburg. In 1262 he joined an alliance with the Welfs against Denmark.

Johann died on 1 August 1264. He was buried at Doberan.
 
von Mecklenburg, Fürst Johann I (I175480)
 
51
blev 1481 immatrikuleret og 1483 promoveret ved universitetet i Rostock, kannik i Aarhus, degn i København og vikar til St. Catharine Alter i Kolding, nævnes 1503 i sin halvbroder Hans Urnes testamente 
Urne, Magister Claus Lagesen til Beltebjerg (I27931)
 
52
Borgmester i Asssens, kendt fra 1496 til 1515 som administrator af Assens kirke, 1511 som rådmand, og fra omkring 1514 var han borgmester, hvilken stilling han beklædte i hvert fald indtil 1526 og antageligt helt til sin død i 1531. 
Bang af Assens, Jens Nielsen (I160503)
 
53
Christian Ravn, Christian Henrik Ravn, 6.9.1844-17.8.1926, politiker. Født i Kbh. (Frels.), død i Nørre Tvede ved Næstved, begravet i Haraldsted. R. voksede op i Jelling og tog 1864 lærereksamen fra seminariet dér. Han var 1865–70 lærer i Sparkær mellem Viborg og Skive og 1870–85 i Borup i nabosognet. Han var en dygtig og interesseret lærer der satte en begyndende folkeoplysning i gang på egnen og betød meget for egnens opvakte unge, bl.a. Jeppe Aakjær. Som ivrig venstremand kom R. ind i politik, sad i sognerådet 1874–82, en tid som formand, og i amtsrådet 1883–98. Som den første opstillede venstremand i Viborgkredsen søgte han 1873 og 1876 at erobre kredsen fra højre og valgtes til folketinget 1879 i Morsøkredsen. Han sluttede sig til den Berg-Hørupske fløj af venstre og kastede sig, som den temperamentsfulde og stridbare mand han var, ind i forfatningskampen. 1885 idømtes han tre mdr.s fængsel for majestætsfornærmelse og et par måneder efter afskedigedes han fordi han besvarede "mundkurvs-cirkulæret" fra kultusminister Jacob Scavenius med meddelelse om at han var medlem af en riffelforening. Da protestpolitikken ikke drev højre fra regeringsmagten nærmede R. sig forligspolitikken. Han sagde hånende om C. Bergs og Viggo Hørups forslag om alderdomsunderstøttelse at et sådant forslag kunne han lave på ti minutter hvorefter han var kendt som "ti minutters Ravn". Han stemte for det politiske forlig 1894 hvad der medførte at han faldt ved valget 1895. Som moderat var han valgt i Viborgkredsen 1898–1903 og i Gudmekredsen på" Fyn 1909–13. Han gik ind i partiet venstre 1910, men var blandt partiets mest moderate medlemmer med. hældning mod højre på visse punkter. Således gik han imod Klaus Berntsens grundlovs-forslag 1912. 1880 købte R. en gård i. Knudby ved Viborg for, som han udtrykte det, at have noget at falde tilbage på hvis det politiske svigtede. Han drev gården til 1911 og desuden en gård i Haraldsted ved Ringsted 1906–13.

Familie
Forældre: høker i Kbh., senere kroejer og præstegårdsforpagter i Jelling Henrik Christensen R. (1804–74) og Birthe Marie Andersdatter (1804–79). Gift 9.2.1872 i Tårup ved Viborg med Ane Marie Louise Bolette Pedersen Kistrup, født 20.10.1853 i Viborg, død 13.9.1921 i Haraldsted, d. af daglejer, senere – gårdejer i Ørum, Fjends hrd., Jens Pedersen K. (1822–73) og Ane Margrethe Lay (1826–1902).

Bibliografi
Jens Peter Harbo: Stamtvl. over slægten Ravn, 1918 315–19. N. P. Bransager og P. Rosenkrantz: Den danske regering og rigsdag, 1901–03 401–07. R. K. Bertelsen: Viborgkredsens folketingsmænd, 1918. Ringsted folketid. 17.8.1926. Viborg stifts folketid. s.d. Sorø amtstid. 18.8. s.å. Politiken s.d. Jeppe Aakjær: Drengeår og knasekår, 1929 143–45 221. 
Ravn, Christian Henrik (I200800)
 
54
Christine BOISEN blev født den 14.08.1802 i Simmersted, Maugstrup Sogn, Gram Herred, Haderslev Amt, dåb den 15.08.1802 i Maugstrup Kirke, Maugstrup Sogn, Gram Herred, Haderslev Amt, døde den 01.12.1882 i Ørsted, Oksenvad Sogn, Gram Herred, Haderslev Amt og blev begravet den 08.12.1882 i Oksenvad Kirke, Oksenvad Sogn, Gram Herred, Haderslev Amt.) 
Boysen, Christine (I199272)
 
55
Daniel Christian Lange, 1749 - 1823
Daniel Christian Lange was born in 1749, at birth place, to Chresten Danielsen Lange and Marie Cathrine Danielsen Lange (born Wimmelmann).
Chresten was born circa 1712.
Marie was born in 1722, in Aarhus.
Daniel had 3 siblings: Christian Jacob Christensen Lange and 2 other siblings.
Daniel married Margrethe Lange (born Jensdatter Winther) on month day 1772, at age 23 at marriage place.
Margrethe was born in 1749, in Grundfør.
They had 11 children: Laurits Daniel Lange, Christian Danielsen Lange and 9 other children.
His occupation was occupation.
Daniel passed away on month day 1823, at age 74 at death place.
He was buried on month day 1823, at burial place. 
Lange, Daniel Christiansen (I197248)
 
56
Datters skifte

Skifte 10-02-1721
Sal. KIERSTEN OLUFSDATTER skf. Niels Sørensen
Vm. Peder Sørensen Starbach
Søren Pedersen Skrædder
Afd. Moder KAREN PEDERSDATTER, hendes sal. mand
Afd. Fader OLUF NIELSEN HAUTORP Lv. Søren Sørensen
Broder NIELS OLUFSEN
PEDER OLUFSEN
Ældste MAREN OLUFSDATTER gift med NIELS LAUERSEN v. Kirchen
KAREN OLUFSDATTER gift med ANDERS NIELSEN SMED
ANNE OLUFSDATTER gift med LAURS NIELSEN
Yngste MAREN OLUFSDATTER Fm Niels Lauersen v. Kirchen
MARGRETHE OLUFSDATTER Fm. Broderen Niels  
Hautorn, Oluf Nielsen (I197332)
 
57
Den tidligst paaviselige Mand af Slægten Rantzau er den ovennævnte Johannes de Ranzow, der 1226 var blandt de Væbnere, der bekræftede Grev Adolf af Holstens Fundats for Klostret Preetz, og 1232 var Medlover for Grevens Stadfæstelse af Rettigheden for Byen Kiel til at bruge den lybske Ret. I 1235 var han Ridder, da han nævnes som Medlover for Grevens Bekræftelse af samme Forret for Byen Oldenburg og 1236 for Byen Plön (Hr. Johan Rantzauw). Mellem Hr. Johan og den ham i Tiden nærmeste nedefter fattes et Bindeled, dog véd man af Optegnelser fra 1284 af Bispen af Tralau, at denne, maaske i 1257, efter mange Overenskomster nødte Brødrene Rantzau til fuldstændigt at overlade Kirken i Neukirchen 2 Boel i Malkwitz og Møllen samt al Ret, de selv mente at have, men ved Voldgift bleve dømt at erstatte Kirken ifølge Grev Gerhards Skøn og Vilje. Dette Afkald blev udstedt ved Møllen i Schwartau (Rensefeld Sogn). Malkwitz, der altsaa ogsaa var Rantzau'sk Eje, nævnes allerede 1215, »med Møllen og den slaviske Landsby«, hvilken sidste laa paa Ohlendorf ved Vejen til Sieversdorf, en Fjerdingvej Vest for Malkwitz. 1298 havde Neukirchen 8 Boel. Det ligeledes i Sognet beliggende Sieversdorf tilhørte ogsaa tidligst Rantzau'erne, hvilket ses af, at Fru Christine de Ranzow i 1326 med den biskoppelige lybske Prokurator Nicolaus af Oldenburg indgik et Forlig om Møllen i Sieversdorf. Denne Overenskomst bekræftes af hendes Søn Hr. Johannes Rantzau og Eiler af Rantzau (Johannes de Ranzow, miles, et Elerus dictus de Rantzowe). Da der nu 1303 som Medlover for Væbnerne Sivert og Otto af Plöns d. A. udstedte Forpligt om at ville komme Lübeckerne til Undsætning, forekommer en Cai af Rantzau (Keye de Ranzowe), der kun nævnes denne Gang, og Hr. Johans ældste Søn Cai maa antages at være opkaldt efter sin Farfader, tør man slutte, at Hr. Johan var Søn af Cai i Ægteskabet med den ovennævnte Fru Christine af Rantzau.

Slægtens sikre Stamrække maa regnes fra Hr. Johan af Rantzau (I. S. 20), medens den i ovennævnte Forpligt af 1326 sammen med ham forekommende Eler af Rantzau, antagelig en. yngre Broder, tør formodes at være Stamfader til en Gren af Slægten, som man, efter et i en Række Slægtled konsekvent gennemført Navneskifte, kunde betegne som Eler-Otto Linjen eller den f yenske Linje (S. 174).
Samtidig med Hr. Johan og Eler levede
Hr. Ditlev Struwe kaldet af Rantzau (Detlevus Struvo miles dictus de Rantzow), hvis Tilnavn enten hentyder til hans stride Haar (jfr. Struwelpeter) eller hans stride Sind (i samme Betydning anvendt paa Havet: struwe see i Navnet Struensee). Han afhændede i 1323 til Klostret Neumünster Fjerdedelen af Landsbyen Sohren (Slægten af Smalsteds Hjemstavn, som ogsaa kalder sig af Sohren), bekræftede 1327 Brødrene af Sohrens Afhændelse af Gods i AltSohren og med Møllen og Fiskefangsten i Eidersted (Bordesholm Amt), og nævnes derefter 1334 som Medlover for Hertug Valdemars Bekræftelse af Byen Kiels Ejendomsret til Havnen fra Levensau til Bulk; 1338 var han Raad hos Hertug Valdemar. At Slægten ogsaa tidligt har ejet Jord i Lauenburg, fremgaar af en dog noget usikker Efterretning om at »Rantzau'erne« o. 1300 til Klostret Reinbeck overdrog deres gamle Rettigheder mellem Telekow (Talkau) ved Molln og Travefloden.
En Broder til Hr. Johan er maaske
Claus Rantzau, der allerede 1321 var Ridder som Medlover for Ringsted Forliget mellem Kong Christopher og Hertug Knud af Halland, 1328 Medlover for Kongens Gældsbrev til Staden Rostock og 1329 for det af ham til Hertug Knud udstedte Brev paa Estland, medbeseglede 1339 Claus Wedels Skøde til Hamborg Domkapitel, var 1342 Medlover for det af Greverne Johan, Henrik, Claus og Gert udstedte Brev om Voldgift i Trætten mellem Kong Valdemar og Hansestæderne, bekræftede 1346 Grev Johans Brev paa et Skøde fra Brødrene Spore til Kapitlet i Eutin.
Samtidig med Claus, dog sikkert yngre end han, er Volf Rantzau (Broder til Eler R.), der 1344 var Medlem for det af Kong Valdemar d. A. udstedte Brev angaaende Voldgiftsmænd i Striden mellem ham og de holstenske Grever. Det er antagelig denne Volfs Sønner, Volf og Markvard (Wulvekinus et Marquardus filii Wulwoldi de Rantzow), der 1387 afhændede deres Landsby Gothendorf i Eutin Sogn. 1442 solgte Markvard og hans Søn Volf, der var Ejere af Mestorf (Preetz S.) til deres Fætter Domherre i Lübeck Volf Rantzau Gods og Landsby Preetz. Den førstnævnte Volf er muligvis Fader til den Schack Rantzau, Volfs Søn, der er Stamfader til Linjen Siggen (S. 172).

Den Schacke van Rantzow, der sammen med Hartvig (Hartich van Rantzow) og Otto (van Rantzow van deme Kletkampe) 1387 var Medlover for Volf og Markvard Rantzau (s. o.), er sikkert Fader til Henrik og G o d s k e (Hinrick unde Gotschalk Rantzouwe brodere Schacken soene), der 1414 var til Vitth. for Grev Henrik af Holsten.
En Søn af Ditlev Struve Rantzau er vel Hr. Ditlev R., a nders geheten Struve, der 1384 sammen med sin Broder Lyder fraskriver sig et Gældskrav, deres afd. Fader havde paa Greverne Henrik og Claus; var 1394 paa Sunds Herreds Ting. Den her nævnte Lyder er vel den samme L., der nævnes i Holstenernes Klageskrift 1413, men maa være død o. 1410, da hans Enke Maren 1411 tilskødede Dronning Margrethe al sin Ret i Kiuse, Ø. Flakkebjerg H., Vallensved S.
En Søn af Hr. Ditlev er vel den Markvard R., der nævnes 1372 som Medlover for Boto von Lerbeke og Albert Scholenfleths Forpligt og som 1372 med Brødrene Henneke og Sivert Rantzau forpligtede sig til at tjene Raadet i Lübeck med 10 væbnede, og i hvert Fald den Markvard, der 1374 forekommer i en Gældsbog for Byen Lübeck (Marq. Rantzowe, fil. dni Struven).
Omtrent samtidig med Hr. Ditlev Struve, men noget yngre, er Hr. Johan Rantzau, hvem der ikke med Sikkerhed kan anvises en Plads paa Stamtavlen, og om hvem vides, at han 1411 beseglede Hertuginde Elisabeths af Slesvig og Bisp Henrik af Osnabrücks Fred med Kong Erik, 1414 med sin Søn Otto sluttede Forlig med Lübeck, før 1416 beboede en Gaard i Hamborg og 1419 solgte sin Gaard »to den Hoh« i Heiligenstedten Sogn.
Sammen med Eler Rantzau, der 1418 solgte Ratjendorf i Gikau Sogn til Preetz Kloster, beseglede som Medlovere Otto Ottesen og Otto Elersen Rantzau, vistnok Søn af førstnævnte Eler 
von Rantzau, Cai I. (I179066)
 
58
Denne slægt, hvis våben var et fra venstre hjørne skrådelt skjold, øverste felt blåt, deri en halv sølv-enhjørning, nederste skaktavlet af blåt og sølv, på den kronede hjelm en halv sølv-enhjørning, skal høre hjemme i Tyskland, men alt 1312 have været bosat på Rygen.
Til Danmark angives den at være kommen med kong Frederik II's Dronning Sophia, men dette er ikke nøjagtigt, da brødrene Mathias og Godslef Budde, der hørte hjemme på Øen Øsel, alt vare herinde 1570.
Hvornår slægten er uddød, eller om den lever i bondekår, lader sig ikke afgøre; en anden bekendt, nu i Danmark og Norge blomstrende familie af dette navn er ikke adelig, men hed oprindelig Bude eller Budøe. 
Budde, Henning I. til Nessow (I29700)
 
59
Dette værk er downloadet fraSlægtsforskernes BibliotekSlægtsforskernes Bibliotek er en del af foreningen DIS-Danmark, Slægt & Data. Det er et special-bibliotek med værker, der er en del af vores fælles kulturarv, blandt andet omfattende slægts-, lokal- og personalhistorie.Slægtsforskernes Bibliotek: http://bibliotek.dis-danmark.dkForeningen DIS-Danmark, Slægt & Data: www.slaegtogdata.dkBemærk, at biblioteket indeholder værker både med og uden ophavsret.Når det drejer sig om ældre værker, hvor ophavs-retten er udløbet, kandu frit downloade og anvende PDF-filen.Når det drejer sig om værker, som er omfattet af ophavsret, er detvigtigt at være opmærksom på, at PDF-filen kun er til rent personlig,privat brug.
FERSLEW-SLÆGTENFRASKAGENSAMT OVERSIGTSTAVLER OVER ANDREFERSLEV-SLÆGTER
MANUSKRIPT FOR SKAGEN-SLÆGTENNR. AF 200 EXEMPLARERUDARBEJDET AF ANNA LEVIN, FØDT FERSLEWTRYKT IC. FERSLEW & CO .s KGL. HOF BOG- OG STENTRYKKERI KJØBENHAVN 1927
Hensigten med dette Arbejde, der har formet sig som en Slægte- bog, var oprindelig kun den: at finde Forbindelsesleddet mellem den Ferslew-Slægt, der henfører sin Oprindelse til Vestindien, og en af de Slægter af samme Navn, der levede i Moderlandet.Under Forsøget paa at løse denne Opgave fremkom der imidlertid saa mange Oplysninger om forskellige Ferslev-Slægter, der stammer dels fra Jylland, dels fra Sjælland, at det planlagte Arbejde ogsaa kom til at omfatte dem. For disse Slægter gøres der Rede paa medfølgende Oversigtstavler.Det vilde næppe have været mig muligt at samle det store Materiale uden den Hjælp, der saa forekommende er ydet mig af samtlige Arkivers Embedsmænd, hvem jeg herved bringer min oprigtige Tak; ligeledes er jeg fhv. Arkivregistrator, Cand. mag. NannaLange megen Tak skyldig for hendes kyndige Bistand og den Interesse, med hvilken hun har fulgt mine Bestræbelser.Min fædrene Slægt, der som Kendetegn fra de andre Ferslev- Slægter skriver sit Navn med »w«, knytter sig, som det vil ses, til den gamle Skagen-Slægt. Den har i Tidens Løb talt mange sær­prægede Mennesker; min Fader, Etatsraad C. Ferslew, blev den Personlighed, der bragte Navnet videst. Hans Minde vies disse Blade.Strandbjerg, i December 1927.Anna Levin.
SKAGEN-LINIENUDARBEJDET EFTER ARKIVDOKUMENTEROG FAMILIEBREVEI —II
SKAGEN-LINIEN I.Niels Ifuersen Skriver, f. c. 1545, d. 1617 i Aalborg.*Paa den Tid, da Ove Lunge1) til Odden Hovedgaard i Aaret 1584 var kaldt til Lensmand paa Aalborghus* 2), blev den 39-aarige NielsIfuersen beskikket til Slotsskriver3) og samtidig udnævnt til Raadmand i Aalborg.Disse offentlige Hverv beklædte han til 1593, i hvilket Aar han blev Borgmester i samme By.Hvor hans Vugge stod, vides ikke, men der er stor Mulighed for, at han er Søn af Ifuer Nielsen, Borgmester i Ringkøbing, der 1546 fik tilbagegivet sit Bondegods, som under Klemensfejden var forbrudt til Kronen4). Han selv er kun paatruffen med Navnet NielsIfuersen, men da hans Sønner tager Slægtsnavnet Ferslev, stammer han meget sandsynligt enten fra Byen Ferslev i Fleskum Herred l l/2Mil syd for Aalborg, eller ogsaa Fierritslev, Vester-Hanherred i Thisted Amt.*) Ove Lunge til O dden (1548—1601), Søn af Christoffer Lunge og K aren Juel, 1584—97, Lens­m and paa Aalborghus (Brieka).2) A. H. N ielsen: »Embeds- og Bestillingsm ænd i Aalborg« S. 38, 96, 124.Før E nevolds-Regeringen blev indført, holdt L ensm anden de saakaldte Slotsskrivere, som de selv antog og igen afskedigede. Disse modtog alle aarlige S katter og Jordebogs-Intrader af det Gods og Bønder, som laa til og u n d er L elinet, hvorfor de aflagde Regnskab u n d e r L ehnsm andens Opsigt. E fter S ouverainiteten blev Slotsskrivernavnet foran d ret til A m tsskriver; ved Aaret 1710 fik denne Navn af A m tsforvalter. (S tadfeldt: »Beskrivelse o ver R anders Købstad« S. 106).4) »Hist. Tidsskrift« 8. R. 6. B. S. 180: Thom as Bang: »Klem entsfejdens Efterspil«.. G eneration
21. G enerationNiels Skriver maa have været en anset Mand. 1577 bliver han Gildebroder i »Guds Legems Laug«; i dette Laugs Gældsbog nævnes han d. 28. Juni 1593 som Borgmester i Aalborg. Niels Ifuersen indgik to Gange Ægteskab. Hans første Hustru Gierlrud Justdatter, f. c. 1556, d. 1602, 46 Aar gammel, blev begravet i Budolfi Kirke i Aalborg. Efter hendes Død oprettede han et Legat paa 100 Rd. Cour., dat. 15. Nov. 16021).Hans anden Hustru var Anne Jensdatter, f. c. 1586, d. 1649 i Aalborg. Hendes Fader Jens Bjørnsen Kaas til Strandbylund i Elling Sogn tilhørte en gammel jysk Adelsslægt* 2). Det var ikke blot en Draabe foi'nemt Blod, der kom ind i Slægten ved Anne JensdatterKaas, men ogsaa Kærlighed til hendes Hjemstavn; ved hende bliver Slægten knyttet til Landet Nord for Fladstrand; dér faar den sit Hjem og Virke i fem paafølgende Generationer.Om Niels Ifuersens videre Levnedsløb véd man kun at han i sin høje Alder 1613 1. Maj var »Majgreve«, men Skiftet3) efter ham, som formentlig paa Grund af de urolige Tider, først fandt Sted 1623 mellem hans efterlevende Hustru og deres 4 Børn, beviser, at han var en meget velstaaende Mand, der ejede flere Ejendomme i Aalborg. Hans Hovedgaard laa i Bispensgade og blev vurderet til 400 SI. Daler, 4 Ejendomme i »Jomfru Annis Gade« blev vurderede til 1160, et Hus i samme Gade, som Peder Bødker beboede, vurdedes til 120 SI. Daler; endvidere ejede han en Gaard i Skolegade, 3 nye Boder i Kirkestrædet, ved Klosteret, en stor Have vesten for Fjorden, en Bleghave vesten for Byen, en Have »sønder i Marcken« og en Have ved Klosteret.J) Hoffm. F und. IV S. 11.2) Jens Bjørnsen Kaas + 1581 v ar en uægte Søn a f velbaarne Rigsraad Bjørn Kaas til Starup- gaard, V oergaard, Ellinggaard, Kærsgaard og Vangkjær.8) Aalborg originale S kiftebreve Anno 1623.
BorgmI Boet fandtes af Løsøre »adskjellige Sølfkander, Sølfkauskener, Sølfstobbe, Sølfskeder och andet Sølf, som beløber sig tilhobbe 800 Lod«. Af Linned, Sengeklæder, Tin, Messing, Træfang og Jernfang var der til Overflod.Niels Ifuersen afsluttede sit sikkert virksomme Liv den 23. Sep­tember 1617 i sit 72de Leveaar, og blev begravet ved sin første Hustrus Side i Budolfi Kirke i Aalborg.Aaret efter opsatte Enken et pragtfuldt Epitafium over deres Hvilested. Det er ophængt paa den mellemste Pille i Koret ligefor Prædikestolen, og bærer følgende Inskription:— »Aar 1617 den 23. September døde ærlig, viis og lærd Mandvelagtede Niels Ifuersen Skrifver Borgmester i Aalborg i hans Alders72de Aar. Hans første Hustru ærlig dydig og gudfrydig Quinde GiertrudJustdatter døde 1602, d. 22. Augusti i hendes Alders 46de Aar, Modertil 1 Barn.Hans anden Hustru ærlig, dydig og gudfrydig Quinde, AnneJespersdatter1) døde 1649 d. 10. Julie i hendes Alders 63de Aar. Modertil 5 Børn.« —Med sin første Hustru Giertrud Justdatter havde Niels Ifuersen ifølge Epitafiet et Barn, som maa være død før Skiftet, ligeledes et Barn af 2. Ægteskab, da disse ikke nævnes i Skiftet efter ham. Hans sidste Hustru overlevede ham i 32 Aar, hun døde 1649 og blev begravet 13. Juli i sit 63de Aar ved sin Hosbonds Side.Af de 5 Børn, som paa Epitafiet nævnes at være Anne Jensdatters,levede ved Skiftets Slutning kun fire, nemlig:*) Saaledes kaldes h un paa Epitafiet, se Jyske Sam linger I. X. 56 og Dyrchiøttes Tilføjelser til B ircherods T heatrum d ’Aalburgenses. Nye kgl. Sam linger. Kgl. Bibliothek, 4° 746, m en i T estam entet u n d ersk riv er hun sig Jensdatter.
1. G eneration Gjertrud Nielsdatter, som ved Skiftets Afholdelse var 17 Aar.Bjørn Nielsen — — — — — 16 —Ifuer — — — — — 15 —Hans — — — — — 13 —Boets Midler fordeltes saaledes: Anne Jensdatter beholdt Hoved­ejendommen i Bispensgade og Haven ud til Stranden med paastaaende Bygninger, liggende vesten ved Jens Andersens Krogs Ejendom i Kattesundsgade, der tilsammen vurderedes til 2040 SI. Daler. Børnene tilfaldt paa deres Lod følgende Ejendomme:Gjertrud Nielsdatter, der ifølge Moderens Ønske gik i lige Arv med Brødrene, fik et Hus i Skolegade med en liden Bod, en Bod i »Jomfru Annisgade«, og Haven ved Klosteret,Bjørn Nielsen fik de 3 nye Boder i Klosterstræde, den store »Bleghauffue« og »Hauffuen sønden over«,Ifuer Nielsen den ene Ejendom i »Jomfru Annisgade«,Hans Nielsen den »anden Gaard«, med »Porterumb og Gaars- rumb« ud til »Jomfru Annisgade«.Af Sølvet fik Anne Jensdatter den halve Part, Datteren Gjertrudfik 100 Lod Sølv, som hun »sielf thill sig annammet«. Sønnernes Arveparter i Sølvet blev gjort til rede Penge, som blev 75 SI. Dalere til hver.Alt Linned og Sengeklæder beholdt Moderen selv, men forplig­tede sig til, naar Børnene kom til »deris Laugalder«, at give dem en opredt Seng, »saa god som 100 SI. Daler«. For hvad der var i Huset af andet Boskab, lovede Moderen til Set. Mikkelsdag at udrede til Børnene 250 SI. Daler, i hvilket Værgerne samtykkede og vilde sætte paa Rente til Børnenes Gavn og Bedste.Anne Jensdatter lovede desuden, at hendes Datter skulde blive hos hende til fri Kost og Underhold, »indtil Gud vil, hun vorder forseet udi Mands Vold«. Hvad Bjørn angik, vilde hun betale hans Kost og Tæring i Hamborg det løbende Aar ud og holde ham for forrige Aars Kost og Tæring kvit og frit.Iffuer Nielsen, som paa Tidspunktet for Skiftets Afholdelse, op­holdt sig i Viborg, vil hun ligeledes for ham betale et Aars Kost og Tæring til hans Aar er ude.Hans Nielsen, som endnu er hos hende, vil hun holde med Sko og Klæder og nødtørftig Underholdning, indtil han kan sendes til Tyskland, og saa der betale et Aars Kost for ham.Hun ønsker, at de 3 Drengebørn skal arve deres Faders »Igangs- Klæder«, som er tre Klædninger og to Kapper, derfor vil hun desuden give den tredie Søn hendes sal. Faders Kappe, saa de hver kan bekomme en Kappe og en Klædning.Da der fattes rede Penge i Boet og Anne Jensdatter er bort­skyldig en Del Gæld for Korn, indkøbt i de sidste Aaringer, hvilket skulde betales af Fælles-Boet, paatager hun sig at udrede denne samt anden bortskyldig Gæld.Anne Jensdatters Godhed og Omsorg for sine Børn lyser ud af dette Dokument, der tillige giver det Indtryk, at hun har været en dygtig og myndig Husfrue, der har forestaaet et velhavende Hjem, hvor der var fuldt op af Linned, vævet af flittige Hænder, bleget og solet paa Pladsen, der kaldes den »store Bleg-Hauffue vesten for Byen«, og som nu var lejet ud til Oluf Podemester. Desuden havde hun 3 andre Haver at dyrke, den store nede ved Limfjorden som Lysthave, Haven »sønder i Marcken« til Husets store Vinterbehov (af Urter), og den lune Have ved Klosteret til de duftende Blomster, Roser, Balsaminer og de nyttige Lægeurter.. G 1. G enerationHendes Bord, dækket til Fest, har straalet af det blankpudsede Sølv, Fade, Kander og Bægre, hvoraf sikkert flere har været i henfarne Slægters Eje.Byfoged Jacob Vogensen blev tilforordnet at være Anne Jens­datters Værge og Formynder, Derick Grubbe blev Værge for GjerlrudNielsdalter og Iffuer Berthelsen for Bjørn Nielsen. Iffuer Nielsen fik Jesper Thuesen til Værge, og Hans Nielsen fik Gregers Christensen.Laurs Nielsen, Guldsmed, Christen Nielsen, Stubdrup, Christopher de Hemmer og Niels Hansen, Kræmmer, vurderer Ejendomme og Husgeraad.Skiftet, med vedhængende 16 Segl, underskrives egenhændig af Anne Jensdatter, af ovennævnte Værger og Vurderingsmænd samt Lauers Hansen1), Laust Jensen2), Jørgen Olufsen3), Hans Feltthuus 4), Jens Andersen Halse5) og Johan Christensen 6).
 
Skriver, Niels Iversen (I63257)
 
60
E r i k til Uggeln (Ulen, Aulin i Jarlsberg Amt, Sem H.), kom som ung til Norge, var blandt Deltagerne i det norske Rigsraad, der under hans Svoger Vincens Lunges Ledelse samledes 1524 i Bergen og (5 Aug.) opsagde Kong Christiern II. Troskab og valgte Hertug Frederik til Konge af Norge; s. A. forlenet med Vardøhus og Finmarken samt Tønsberg Len, fik 1528 sidstnævnte Len og Semsgaard i Pant, ligesaa 1532 St. Olafs Kloster, var 1535 Skibshøvedsmand paa Peder Skrams Flaade, havde 1536 sammen med Morten Krabbe Befalingen paa Akershus, trættede 1552 med Bent Bille om Tønsberg Len + 12 Febr. 1571 paa Ulen, bgr. 11 Marts i Sem Kirke. Gift 1523—24 m. Anne Niels- datter (Gyldenløve) (F. ; Hr. Niels Henriksen til Østraat og Inger Olesdatter Rømer) + 25 Marts 1557, bgr. i Sem K. — Søn: Syvende Slægtled II. 
Urup, Erik Eriksen til Ugglen (I26723)
 

      1 2 3 4 5 ... 444» Næste»



Quick Links

Kontakt mig

Kontakt mig
Alle efternavne
Vores historier

Webmasters kommentarer

Denne database bliver vedligholdt og dokumenteret løbende. Hvis du kan bidrage med korrektioner, tilføjelser eller ser konkrete fejl, så vil jeg meget gerne have du kontakter mig.